Annonce
Livsstil

Ny forskning: Så kort tid skal du være i naturen for at sænke dit stressniveau

20 minutter under et træ kan nedsætte dit stressniveau betydeligt, viser et nyt studie. Foto: Colourbox
Nyt studie viser, at tyve minutter i naturen nedsætter stresshormon-niveauer i kroppen betydeligt. Det skriver Science Daily.

Tyve minutter på terrassen, en afslappende gåtur langs stranden eller en vandretur i skoven kan sænke stresshormoner betydeligt. Det viser et studie offentliggjort i Frontiers in Psychology i april i år. Man har længe vidst, at naturen har en positiv indflydelse på menneskers humør og stressniveau. Men med det nye studie, er det gjort konkret, hvor længe og hvor ofte man skal opholde sig i naturen, og på hvilke måde man skal bruge naturen for at opnå den gavnlige virkning af det grønne. - Vores undersøgelse viser, at for at få det største udbytte, hvis man ser på at sænke niveauet af stresshormonet kortisol, skal man bruge 20 til 30 minutter siddende eller gående på et sted, der giver dig en fornemmelse af natur, siger Mary Carol Hunter, lektor ved Michigan Universitet og leder af den videnskabelige undersøgelse til Science Daily. Det betyder, at havearbejde, en solnedgangstur på stranden eller en lur under et træ i haven kan være med til at modvirke stress. Forskerne ser undersøgelsen som et redskab for sundhedspersonale, der nu med videnskabelig baggrund kan udskrive recepter på ”naturpiller” mod folkesygdommen stress. Det vil både være en billig og bivirkningsfri metode til at nedsætte stress. For at give sundhedspersonalet nogle helt klare retningslinjer, de kan give videre til deres patienter, designede Hunter og hendes kollegaer studiet til at undersøge, hvornår naturdosissen var mest effektiv, skriver Science Daily. Over en otte ugers periode tog deltagerne deres ”naturpille” på 10 minutter eller længere mindst tre gange om dagen. Niveauet af kortisol, som er et hormon, der udløses ved stresspåvirkning, blev målt i spytprøver, der blev taget både før og efter naturpillen hver anden uge. - Deltagerne kunne selv bestemme tidspunktet på dagen, længden og stedet for deres naturoplevelse, som blev defineret som værende hvor som helst udenfor, hvor deltagerne følte, at de interagerede med naturen. Med eksperimentets indbyggede fleksibilitet kunne vi identificere den optimale længde af en ”naturpille”, ligegyldigt hvor eller hvornår den blev taget, og under de normale omstændigheder i et moderne liv, som er uforudsigeligt og hektisk, siger Hunter til Daily Science. Konklusionen på studiet blev, at 20 minutters naturoplevelse var nok til at skabe en betydelig nedsættelse af kortisolniveauet. Men bruger man 10 minutter mere, falder kortisolniveauet ekstra meget. På den anden side af 30 minutter falder kortisolniveauet yderligere, men meget langsommere. Naturoplevelsens afstressende virkning er altså mest effektiv de første 30 minutter.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce