Annonce
Aabenraa

Ny kok styrer køkkenet i stort fritidscenter

32-årige Jens Sam Jepsen er blevet fastansat som kok hos Tønder Sport- og Fritidscenter. Han har tidligere været kok hos Danfoss i Gråsten, så han er vant til at lave store portioner. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Tønder Sport- og Fritidscenter har ansat 32-årige Jens Sam Jepsen som ny kok. Centerlederen glæder sig over ansættelsen.
Annonce

TØNDER: Tønder Sport- og Fritidscenter har ansat kok Jens Sam Jepsen, som nu styrer køkkenet i både selve fritidscenteret og på det tilknyttede vandrehjem. Han har inden ansættelsen i en periode hjulpet ved arrangementer på stedet. - Hans baggrund som kok har løftet vores niveau, som vores gæster har været meget tilfredse med. Derfor er det med stor glæde, at Jens har sagt ja tak til en fast ansættelse, udtaler centerleder Claus Beck i en pressemeddelelse.

Jens Sam Jepsen har tidligere været kokkeelev på Under Sejlet i Aabenraa og arbejdet på Brøggeriet i Sønderborg samt hos Danfoss i Gråsten. I Tønder kommer han blandt andet til at lave mad til de træningslejre, som Tønder Sport- og Fritidscenter har haft pæn succes med at tiltrække.

- En alsidig kost til spillerne på træningslejre er en vigtig forudsætning for at få det optimale ud af opholdet i Tønder. Jens bliver derfor en nøglefigur, som skal bidrage til, at spillerne kan yde deres bedste under træningsopholdet, udtaler Claus Beck.

I løbet af efteråret vil man i Tønder Sport- og Fritidscenter kunne opleve nye tiltag.

- Vi vil gerne have en mere grøn profil i køkkenet og cafeteriaet. Derfor kommer der et mere varieret udbud, som vi glæder os til at præsentere, fortæller Claus Beck.

Annonce

Retter med et tvist

Jens Sam Jepsen, der de seneste par år har boet i Tønder med sin kæreste og datter, er opvokset i Felsted og Kliplev. I barndomshjemmet var han med i køkkenet, og her var det primært mad a la sovs og kartofler, der var på menuen. Og han sværger stadig til de danske retter.

- Jeg kan faktisk godt lide at lave de klassiske retter og så med et tvist, fortæller han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Debat: Luk turistkontoret i Ribe

Annonce