Annonce
Team Esbjerg

Ny kontrakt på vej: Team Esbjerg vil holde på islandsk guldvinder

Rut Jónsdóttir i aktion for Team Esbjerg i den første af de to DM-finaler mod Herning-Ikast Håndbold. Nu ser det ud til, at hun fortsætter endnu en sæson i det vestjyske. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Meget tyder på, at Rut Jónsdóttir fortsætter hos de danske mestre i den kommende sæson.

Team Esbjerg: Hun har både fået blomster og pæne ord med på vejen, men meget tyder på, at Team Esbjerg og islandske Rut Jónsdóttir alligevel ikke går hver til sit.

Cheftræner Jesper Jensen, der har fået stemmen igen efter at have fejret det danske mesterskab på behørig vis, fortæller, at klubben meget gerne vil lave en ny aftale med Jónsdóttir.

- Når Rut er skadesfri, er hun en rigtig dygtig spiller. Det så vi både i semifinalerne og også i finalerne, og så kender vi hende. Vi ved, hvad hun står for.

Og Team Esbjerg har brug for en ekstra venstrehåndet spiller i truppen, hvor man i øjeblikket kun råder over en enkelt højre back og en enkelt højre fløj, da unge Emma Nielsen har valgt at indstille karrieren for i stedet at satse på at få sig en uddannelse.

- Rut kan spille både back og fløj, så det vil være rigtig fint, hvis vi får det på plads med hende. Hun kan fint supplere Line (Jørgensen, red.) og Marit (Røsberg Jacobsen, red.), vurderer Jesper Jensen.

Annonce

Kæresten spiller i Kolding

Og Rut Jónsdóttir, der i øjeblikket er afsted med det islandske landshold, som om kort tid spiller to VM-kvalkampe mod Spanien, vil meget gerne fortsætte i Team Esbjerg.

- Det ville være perfekt for mig, hvis vi kan få tingene til at gå op i en højere enhed. Team Esbjerg er en dejlig klub at være i, og selvfølgelig var det helt fantastisk at være med til at vinde guld, siger Jónsdóttir, der er kæreste med KIF Koldings Ólafur Gústafsson.

- Han har et år mere tilbage i KIF Kolding, så det vil passe fint.

Rut Jónsdóttir har været i Team Esbjerg i to sæsoner, men generelt er det nu ikke blevet til ret mange kampe i den røde trøje. I den første sæson var hun gravid, og efterfølgende har hun så døjet med forskellige skader, men nu er hun altså igen helt fit for fight. Og dygtige venstrehåndede spillere hænger ikke på træerne.

Når Team Esbjerg og Jónsdóttir til enighed, forventer Jesper Jensen ikke, at der kommer til at ske mere på spillerfronten frem mod den nye sæson.

- Så er udgangspunktet i hvert fald, at vi er på plads.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce