Annonce
Kultur

Ny krimi inspireret af grum sag fra virkeligheden

Steffen Jacobsen fotograferet i København på tagterrassen hos forlaget Lindhardt og Ringhof. Hans nye krimi handler om en række uforklarlige drab, hvis eneste fællesnævner er en kronisk syg teenagepige, som er lænket til sin kørestol. Arkivfoto: Nils Svalebøg.
Forfatter Steffen Jacobsen er aktuel med en ny krimi, der som nogle af tidens tv-serier er inspireret af de sjældne sager, hvor forældre skader deres børn med vilje.

Forfatter: Det hedder Münchausen by proxy, men man kunne også kalde det for børnemishandling. Diagnosen sættes på en forælder, som med vilje skader sit barn for selv at få opmærksomhed og sympati. Og selv om den stilles yderst sjældent, har 2019 budt på en sag, hvor en 36-årig mor til tre fra Skjern i februar blev dømt for systematisk at tappe blod fra sin ene søn gennem fem år. Drengen blev alvorligt syg.

Der har været andre sager både herhjemme og i udlandet, og en af dem har været med til at inspirere forfatter Steffen Jacobsen til hans nyeste krimi ”Proxy”.

- Det er en sag fra USA om et forkvaklet og symbiotisk forhold mellem en kvinde og hendes datter, hvis lidelser blev fulgt af tusindvis af følgere på Facebook. På et tidspunkt fik pigen en kæreste, som opdagede sammenhængen, og han slog moderen ihjel og afsoner nu 48 år i fængsel eller noget i den stil, fortæller Steffen Jacobsen.

Fuldtidsforfatteren har en nylig fortid som kirurg, dr. med og overlæge, og i den egenskab stødte han på skader på børn, hvor han og hans kolleger overvejede, om de var opstået som følge af mishandling.

- Men det er heldigvis meget sjældent. Man siger, at tre ud af 100.000 børn i den vestlige verden bliver udsat for systematisk mishandling som følge af Münchausen by proxy. Det er i øvrigt oftest barnets mor, som står bag, og hun er typisk sygeplejerske, fortæller han.

Diagnosen er langt mere almindelig på tv-skærmen. I øjeblikket kan man streame fiktive serier om emnet som ”The Act” og ”Sharp Objects” på HBO. Hvis man så sæson fire af ”Broen” på DR, husker man måske også, at det kom frem, at hovedpersonen Saga som barn var blevet mishandlet af sin mor.

Man fristes næsten til at påstå, at Münchausen by proxy er kommet på mode i populærkulturen, men Steffen Jacobsen ser det som en tilfældighed.

Annonce

Blå bog

Steffen Jacobsen, født 1956, bor i Hornbæk.

Forfatter, debattør, tidligere kirurg og overlæge, dr. med. på ortopædkirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital

Kommer med egne ord fra en underprivilegeret baggrund. Voksede op hos en syg mor, der døde, da han var 15. Også hans storebror døde. Har gået i 10 forskellige folkeskoler og boet i en række ghettoer.

Skrev i 1999 "Far! En ny fars prøvelser det første år". I 2008 debuterede han som skønlitterær forfatter med "Passageren”. Fik sit gennembrud med "Trofæ" i 2013, der var første bind i en serie spændingsromaner med kriminalkommissær Lene Jensen og konsulent Michael Sander, som han stadig skriver på. Har også skrevet thrilleren ”Da jeg blev døden” og ”Hvis De lige vil sidde helst stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen”.

Jo ældre, man bliver …

”Proxy” er Steffen Jacobsens første rendyrkede krimi.

- Med både forbrydere, ofre og personlige motiver. Jeg skyldte både mig selv og mine læsere at forny mig. Ellers kan det godt blive for kedeligt, siger han.

Hovedpersonerne i ”Proxy” er efterforsker-parret Tanya Nielsen og Jacob Nordstedt. Den yngre Tanya, der kommer fra Greve og små kår, er en snushane i bogstavelig forstand - udstyret med en sjældent forfinet lugtesans, mens Jacob, krigsveteran og en forkælet og snobbet nordsjællænder, ved første bekendtskab især udmærker sig ved at være en midaldrende, sur strisser.

Forfatteren erkender, at Nordstedt rummer en del af ham selv.

- For jo ældre, man bliver, jo mere synes man, der er i vejen med alting, konstaterer han.

Han bruger således sin hovedperson til at komme af med nogle af sine holdninger og irritationer som for eksempel, når Nordstedt tordner:

”Nogle gange ville man sgu ønske, man kunne få sig en ærlig snak med mistænkte, man kraftedeme véd er skyldige. Men jeg tror, den Danske Dommerforening ville være uenige i fremgangsmåden. De er sådan nogle pæne, humane, virkelighedsfjerne kokon-mennesker, der bor i Hellerup og synes, det er synd for alle, der sammenlignet med deres egen lette gang på jorden er underprivilegerede. Du kan simpelthen ikke gøre for, at du gennemtæsker din unge kæreste med et jernrør og smider hende ud fra et tredjesals vindue, hvis du selv har haft en traumatisk barndom. Det er faktisk mest synd for ham med jernrøret. Så kan han efterfølgende få sig en uddannelse og et liv efter tre år i fængslet, mens pigen skal gå med korset resten af livet, fordi hun brækkede ryggen i faldet, og en specialbrille, fordi hun ikke kan se eller læse ordentligt, ikke kan få børn, fordi hendes bækken er knust og i øvrigt er blevet bange for mennesker, så hun ikke længere tør forlade sin lejlighed, selv om hun kun er fireogtyve år gammel.”

- Jeg er selv vokset op i socialklasse 25 og har klaret mig alligevel. Uanset, hvor du kommer fra, og hvad du har oplevet, må du tage ansvar for dine handlinger, siger Steffen Jacobsen.

Han har ikke besluttet sig for, om ”Proxy” er første bind i en serie, eller om krimien får lov at stå alene.

Steffen Jacobsen: ”Proxy”, 336 sider, Lindhardt og Ringhof. Er udkommet.

Er blevet anmeldt til fire stjerner i denne avis, tre stjerner i Berlingske og fem stjerner i Ekstrabladet.

Syndromet

Münchausens by proxy er en tilstand, hvor en voksen simulerer eller skaber symptomer hos et barn for at kunne opnå en psykologisk gevinst gennem barnets hospitalisering. Tilstanden opfattes som børnemishandling og kan være livstruende for barnet. (Kilde: sundhed.dk)

Syndromet har sit navn efter Baron von Münchhausen - en tysk baron, der især er kendt for sine løgnehistorier, som er blevet genfortalt i mange versioner. Han kaldes derfor også for løgnebaronen. Han blev født i 1720 i Bodenwerder i Weserbergland og døde samme sted i 1797. (Kilde: historiskerejser.dk)

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce