Annonce
Billund

Ny læge skal findes inden juni: Udbudsklinik kan være på vej i Billund

Hvis det ikke i løbet af de næste to måneder lykkes at finde en ny familielæge til Billund, bliver der oprettet en udbudsklinik i byen. Modelfoto
Senest i slutningen af maj skal der være fundet en ny læge til at overtage efter Inger Sørensen i Billund. Ellers bliver Region Syddanmark nødt til at oprette en udbudsklinik i byen.

Billund: Der er stadig ikke fundet en aftager af Inger Sørensens lægepraksis i Billund.

Klinikken har været til salg i noget tid, eftersom Inger Sørensen stopper som læge i byen til 1. august.

Der er cirka 1500 patienter tilknyttet lægen, og da de skal være sikret en læge, når Inger Sørensen stopper, overtager Region Syddanmark 1. april automatisk ansvaret for at finde en ny læge.

Annonce

Lægemangel i Billund Kommune

Billund Kommune er lægedækningstruet ifølge Region Syddanmark.

De skyldes, at der næsten hos alle kommunens læger er lukket for tilgang af nye patienter. Samtidig har man tre lægenumre til salg i kommunen, som man endnu ikke har fået solgt. Dertil kommer, at der efter sommeren stopper en læge i Billund. Endeligt er aldersgennemsnittet blandt lægerne i kommunen blandt regionens højeste, og man forventer derfor flere stop i de kommende år.

Familielæge førsteprioritet

Da førsteprioritet er at finde en anden læge til overtage patienterne, sætter regionen klinikken sat til salg landsdækkende.

- Der er læger, der har vist interesse. Der er bare lokaleproblemer, det gør tidsfaktoren lidt presset, siger Ulla Krogh Jessen fra Region Syddanmarks rekrutteringshold.

Samtidig sætter regionen derfor gang i arbejdet med at forberede et udbud af klinikken, så et firma kan overtage opgaven. I så fald bliver det til en udbudsklinik på samme måde som Alles Lægehus i Grindsted, hvor et privat firma står for at finde lokaler og hyre læger.

På en udbudsklinik er patienterne sikret lægehjælp, men i modsætning til den klassiske familielæge bliver man ikke fulgt af den samme læge over flere år, for udbudsklinikker har ofte skiftende læger ansat i kortere perioder.

- Så det er ikke det, regionen helst vil, siger Ulla Krogh Jessen.

Afklaring til maj

Hvis der ikke senest i slutningen af maj har meldt sig en læge til at overtage Inger Sørensens praksis i Billund, bliver Region Syddanmark nødt til at gå med løsningen om en udbudsklinik.

Lægedækningen i Billund Kommune er på Region Syddanmarks liste over lægedækningstruede områder. Det skyldes blandt andet, at næsten alle læger har lukket for tilgang, og at der er flere ledige lægenumre, som man indtil videre ikke har kunnet finde nye læger til at overtage.

Bliver det til en udbudsklinik, vil det være sådan en i to-fire år afhængig af kontrakten med firmaet. Derefter vil man igen prøve at skaffe en læge.

- Så hvis der kommer en udbudsklinik, er det ikke sådan, at den vil være der for evigt, siger Ulla Krogh Jessen

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce