Kværs: Hvis alt går efter Sønderborg Kommunes plan, kan Nature Energy i oktober genoptage arbejdet på biogasanlægget ved Kværs. Byggeriet blev stoppet i april af Sønderborg Kommune, da Nature Energy ikke havde byggetilladelse til projektet.
Samtidig fik Sønderborg Kommune besked om, at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde ophævet VVM-tilladelsen og miljøgodkendelsen til byggeriet af biogasanlægget. Det skete på baggrund af en borgerklage med 10 punkter. Klagenævnet gav klager ret i ét punkt, som omhandlede belastningen af Kværsløkkebæk.
Derfor er der blevet lavet en ny miljørapport, som politikerne i teknik- og miljøudvalget onsdag sendte i otte ugers høring.
- Det er en omfattende miljørapport, som vi alle undtagen Stefan Lydal er enige om at sende i høring. Det er en længere process, som vil ende i byrådet til oktober, siger Aase Nyegaard (Fælleslisten), der er formand for udvalget.
Ingen borgermøder
En af ændringerne i den nye miljørapport omhandler belastningen af Kværsløkkebæk, hvor der er kommet flere detaljer om et regnvandsbassin.
Stefan Lydal (DF), der er næstformand i udvalget, trak for to år siden sin støtte til biogasanlægget i Kværs.
- Jeg har stemt imod, fordi jeg fortsat er imod projektet. Det anlæg bør ikke ligge der, hvor der ikke er opbakning til det i lokalsamfundet, siger Stefan Lydal.
Rapporten vil være i høring frem til slutningen af august, derefter behandles rapporten på et ekstraordinært udvalgsmøde og dernæst på byrådsmødet i slutningen af september. Hvis miljørapporten godkendes i byrådet, kan der omkring 5. oktober gives byggetilladelse til Nature Energy. På det tidspunkt har byggeriet stået stille i næsten et halvt år.
Nature Energy fik i november sidste år en gravetilladelse, og der blev taget første spadestik i november. I april gav Sønderborg Kommune Nature Energy et standsningspåbud, som betød, at byggeriet af biogasanlægget skulle stoppes med det samme. Nature Energy har tidligere oplyst til JydskeVestkysten, at det var en fejl, at arbejdet på ståltankene, som ikke var omfattet af grave- og støbetilladelsen, begyndte i begyndelsen af marts.
Forvaltningen planlægger ikke at holde et borgerinformationsmøde i den nye høringsperiode, da ændringerne ikke vurderes at have væsentlig indvirkning på det samlede projekt. I forbindelse med høringsprocessen i 2019 var der to borgerinformationsmøder.