Annonce
Vejen

Ny præst indsættes i Gesten

Charlotte Quiring har efter eget udsagn klare politiske holdninger, men fra talerstolen er det etiske spørgsmål, hun ønsker at tage op uden brug af løftede pegefingre. Selvom hendes pas er tysk, så ser hun sig i højere grad som en europæer med grænseløst udsyn. Foto: Jacob Schultz
Gesten har fået en tysk præst på flydende dansk med visioner om fornyelse af folkekirken. Søndag er der indsættelsesceremoni i kirken.
Annonce

Gesten: Det hele er stadig meget nyt, og rent lavpraktiske ting såsom, hvor kopper og glas står i sognegårdens køkken skal lige ind på rygraden.

Vigtigst af alt er under alle omstændigheder, at Charlotte Quiring er topmotiveret i sit nye sogn i Gesten, som markeres ved indsættelse i forbindelse med søndagens gudstjeneste og efterfølges af en reception for menigheden.

- Jeg glæder mig helt vildt, for det er altid skønt at træde ind i en ny menighed og få lov til at være deres præst, siger hun på flydende dansk med tysk accent.

Charlotte Quiring kommer oprindeligt fra den tyske fodboldby Dortmund i Ruhr-distriktet, men har boet i Skodborg i efterhånden 20 år.

I en kombination af at hendes ingeniørmand Peter Quiring søgte og fik job hos LM i Kolding, og at der samtidig var flere præster end kirkelige stillinger i Tyskland, valgte de at flytte nord for grænsen.

- Vi besluttede at give det to år som prøveperiode, men nu er der kommet et nul bagefter, siger hun og griner.

Annonce

Føler sig velkommen

Hendes mand har været ansat hos LM lige siden, og da deres fælles tre børn Elisabeth, Eva og Jonathan på 14, 17 og 18 alle kun kender til at bo i Danmark, er tilknytningen hertil efterhånden ganske stor.

- Det sproglige har egentlig ikke været så svært, og det har hjulpet at bo blandt danskere, som er villige til at tale tysk til os og lige så stille har ført os ind i det danske sprog, siger hun og tilføjer:

- Der er en naturlig blanding af dansk og tysk i en sønderjysk by som Skodborg, og vi har altid følt os velkommen.

Charlotte Quiring har da heller langt fra startet med at prædike på dansk, lige så snart hun flyttede hertil. Selvom hun er teologisk uddannet fra sit hjemland, skulle der gå en del år, før hun fik sit første embede.

I de første år i Danmark prioriterede hun tid til sine dengang mindre børn, og desuden kunne hun ikke direkte få sin tyske uddannelse anerkendt til en ditto dansk.

Det krævede således et kandidatstudie ved Aarhus Universitet og efterfølgende såkaldt pastoraleksamen i det mere praktiske ved at være præst, før hun formelt set var klar til et dansk embede.

Siden 2016 er det faktisk nu 8. gang, at hun indsættes som præst i et dansk sogn, men de forrige syv har modsat i Gesten været som korterevarende vikar, hvilket var en helt bevidst strategi.

- Jeg har brugt de stillinger som læringsår, hvor jeg har fundet ud af, hvad for en præst jeg gerne vil være, og hvilke typer områder, jeg passer bedst til, siger Gesten-præsten.

Hun har på det seneste fundet frem til, at landsbylivet er mest hende, og at Gesten og Skodborg ifølge præsten minder en del om hinanden.

Annonce

Brænder for liturgifornyelse

Netop Gesten bliver familiens nye hjem fra næste uge, hvor de flytter ind i den ledige præstebolig, som har stået tom siden slutningen af 2019 og ligger ved siden af både sognegården og kirken.

Ud fra basen i Gesten vil hun forsøge at føre sine mange ideer ud i virkeligheden. For hende bør folkekirken ikke være en statisk institution, men skal udvikle sig i det omfang, det giver mening.

- For mig er det vigtigt ikke bare at læne sig tilbage, men hele tiden reflektere over, om det fungerer i det sogn, man arbejder i, siger hun.

Gestens nye præst ønsker at formidle en kirke, som er åben for alle, uanset om ens forhold i forvejen er meget nært eller mere tilbageholdende. Også lokale borgere uden medlemsskab til folkekirken er velkomne, men hun har ingen ambitioner om at 'hverve' nye medlemmer. Foto: Jacob Schultz

I øjeblikket er der ifølge præsten internt i folkekirken så småt kommet gang i en diskussion om, hvordan man holder gudstjenester - også kaldet "liturgi". Her står Charlotte Quiring klart på den fløj, som går ind for forandring, så blandt andet bønner og tekster ikke er forudbestemt.

- Der er overhovedet ikke ret meget frihed. Hvis vores menighedsråd ønsker at ændre noget, så skal der først spørges om lov hos biskoppen, og der ser jeg gerne større ansvar for egen liturgi, så vi holder gudstjenester, som det giver bedst mening her, siger hun og slår fast:

- Jeg brænder virkelig for liturgifornyelse, også så det er i et sprog, alle føler sig velkomne i siger hun.

Annonce

Håber på pilgrimsrejser

På nuværende tidspunkt er en mindre del af hendes arbejdsfunktioner endnu ikke fastlagt, og hun har et håb om, at det kan blive fyldt ud med en af hendes store passioner.

- Jeg vil allerhelst, at jeg også kan få lov til at arbejde med pilgrimsrejser, som for mig handler om at være i bevægelse på et åndeligt og rent fysisk plan. Det er altid en gave at se, hvad der sker, siger Charlotte Quiring og nævner de for hende to vigtigste elementer i det:

- Monotonien i at gå i naturen giver frihed til hjernen og bedre mulighed for at åbne for det åndelige. Dertil kommer fællesskabet blandt pilgrimme, hvor vandringen er oplagt til at tale sammen om relevante emner.

Det er dog et langsigtet håb at få med i stillingen, for præsten slår fast,  at hun først og fremmest skal være sognepræst for Gesten Sogn, som ifølge hende tæller 1.325 folkekirkemedlemmer, og sognebørnene skal ikke frygte, at deres nye præst skiller vandene rent teologisk.


Jeg passer ikke ned i nogen folkekirkelig skuffe, for med min tyske baggrund er jeg slet ikke blevet præget af hverken Grundtvig eller Indre Mission. Godt nok har jeg pietistiske rødder, men min tro har udviklet sig gennem min erfaring og teologistudier.

Charlotte Quiring, ny præst i Gesten


- Jeg passer ikke ned i nogen folkekirkelig skuffe, for med min tyske baggrund er jeg slet ikke blevet præget af hverken Grundtvig eller Indre Mission. Godt nok har jeg pietistiske rødder, men min tro har udviklet sig gennem min erfaring og teologistudier, siger hun.

Den nye præst skal blandt andet bruge den kommende tid på at lære sine nye kollegaer bedre at kende. Her er det gravermedhjælper Rikke Bjerregaard Hansen, som er ved at pynte kirken op med blomster til weekenden. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Antallet af smittede falder en smule i Varde Kommune

Annonce