Annonce
Varde

Ny rapport: Kun landets tre største kommuner overgår Vardes årlige turismeomsætning

Omsætningen fra turismen i Varde Kommune tog et gevaldigt spring frem fra 2016 til 2017, hvor den udgjorde 3,7 millarder kroner. Foto: PR
Rapport fra VisitDenmark sender turismeomsætningen i Varde Kommune op som nummer fire på landsplan.

Varde: Turismeomsætningen i Varde Kommune var i 2017 på 3,7 milliarder kroner.

Det sender kommunen op som nummer fire på landsplan - en placering, der tidligere tilhørte nabokommunen Ringkøbing-Skjern.

Kun de tre største kommuner i landet målt på indbyggertal, København, Aarhus og Aalborg, overgår Varde Kommunes omsætning fra 2017.

Som samlet område udgør Varde og Ringkøbing-Skjern Kommune fortsat det, der svarer til en andenplads på listen med en samlet omsætning på 7,2 milliarder kroner årligt.

Udenlandske gæster stod for tre ud af fire overnatninger i Varde Kommune i 2017.

Annonce

Kæmpe skulderklap

Forbedrede regnemetoder er en af årsagerne til den dramatiske fremgang i den samlede turismeomsætning.

I Varde Kommune er der således tale om en stigning fra 2,3 milliarder kroner i 2016 til 3,7 milliarder kroner i 2017.

- Jeg hæfter mig ved, at det kun er tre storbykommuner, der har højere indtjening forbundet med turisme end os. Det er et kæmpe skulderklap til vores turisterhverv. Den markante stigning fortæller mig samtidig, at vi i mange år reelt kan have undervurderet den samlede effekt af vores mange turister, siger Erik Buhl, borgmester i Varde Kommune.

- Den store efterspørgsel på at besøge vores område understreger behovet for en udvidelse af Hovedvej 11, som vi har store forhåbninger for bliver en realitet - uanset, hvem der vinder valget. Begge sider af Folketingssalen har givet tilsagn om at udvide den nuværende vej, siger Erik Buhl.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener om Radio24syv: Man kan både vinde og tabe udbud

Når det offentlige sender opgaver i udbud, ligger det i sagens natur, at man som byder både kan vinde og tabe. Og det er også naturligt, at når en udbudsperiode udløber, risikerer det firma, der hidtil har løst opgaven, at tabe kampen om et nyt udbud. Men de selvfølgeligheder anfægter ikke de mange tilhængere af Radio24syv, der er dybt skuffede og vrede over, at radiokanalen ikke kan fortsætte efter denne måneds udgang. Lukningen af Radio24syv bliver af kritikere set som politikeres bevidste forsøg på at stoppe en kanal, der har lavet magtkritiske nyheder og satire. Dette blev også af disse kritikere set som årsagen til, at det daværende borgerlige flertal besluttede, at det nye udbud af Radio24syvs sendetilladelse skulle føre til en radiostation med hovedsæde i provinsen. Radio24syvs ejere ønskede på de forudsætninger ikke at søge. Det vakte så stor kritik, at et politisk flertal reagerede med at beslutte et udbud af en internetbaseret DAB-kanal, som ville give Radio24syv en chance for at fortsætte. Men i et udbud hverken kan eller skal politikerne bestemme hvem, der skal løse opgaven. Det har det politisk uafhængige radio og tv-nævn under Kulturministeriet haft til opgave at afgøre. Nævnet valgte så tirsdag eftermiddag, at Radio24syv ikke får den opgave. Det var et chok for mange medarbejdere og lyttere af en station, der i løbet af otte år har revolutioneret taleradio i Danmark. Tak for det. Men det er forkert, at politikerne har lukket Radio24syv. Stationen har tabt til konkurrenten Radio Loud, som af Radio og tv-nævnet er vurderet til på en række opstillede kriterier at have indgivet det bedste bud. På FM-båndet er Radio4 med hovedsæde i Aarhus klar til fra 1. november at blive afløseren for Radio24syv. Radio4 er ejet af en række lokale og regionale medier, herunder Jysk Fynske Medier, hvis største dagblad er JydskeVestkysten. Også Radio4 må risikere at kunne tabe et eventuelt nyt udbud, når den nuværende sendetilladelse udløber om otte år. For den slags udbud kan man både vinde og tabe.

Annonce