Annonce
Rejser

Ny rejsemesse på Fyn

Samlet tager foredragsholderne på rejsemessen tilhørerne med det meste af verden rundt, og ved de enkelte stande kan man spørge til helt specifikke rejsemål. Foto: Arianos/Wikimedia Commons
Mød repræsentanter for nogle af landets markante rejsearrangører. Abonnenter på aviser under Jysk Fynske Medier har gratis adgang.

Den personlige kontakt med rejsesælgere er for mange stadig den tryggeste måde at planlægge ferieturen - ikke mindst de dyrere af slagsen - og 2. november er der på en ny rejsemesse i Odense mulighed for at møde repræsentanter fra en række fremtrædende rejsearrangører. Det er den eneste rejsemesse på Fyn, efter at Ferie-Fritid i Odense Congress Center er lukket.

Bag messen, som afvikles på Fyens Stiftstidende, Banegårdspladsen, står Jysk Fynske Mediers fordelsklubber, og avisernes abonnenter har gratis adgang. Alle andre kan komme ind mod at betale entré på 50 kroner. Både abonnenter og ikke-abonnenter får udleveret rejsemagasinet Vagabond og entrébillet til Danmarks største rejsemesse, Ferie for Alle, i Herning i februar til en samlet værdi af 180 kroner.

Annonce

Verden rundt gennem korte foredrag

Ud over at kunne møde rejsebureaufolkene og en repræsentant for Small Danish Hotels på deres opstillede stande kan besøgende også høre deres foredrag på hver cirka 25 minutter. Albatros fortæller om rejser til Sydafrika og Bali, Gislev Rejser når omkring 11 oversøiske rejser fra Nordamerika til Caribien, og Risskov Rejser fortæller om rundrejser med rejseleder og særligt om Vietnam. Vitus Rejser giver tilhørerne et indblik flodkrydstogter i Europa, inden alle får en kort pause.

Herefter tager Spies over, og mon ikke alle kan gå hjem med et godt tip eller to. Emnet er nemlig "Sådan får du den bedste ferie".

Best Travel præsenterer tilhørerne for et udvalg af flodkrydstogter i Europa, mens Stjernegaard Rejser har appetitvækkere til rundrejser i Asien, hvorefter Top Tours slår ned på udvalgte rejsemål fra et vidtfavnende katalog med primært eksotiske destinationer.

Som næstsidste aktør fortæller en repræsentant for Viktors Farmor om rejser til Iran, inden Martin Jørgensen, administrerende direktør i De Graa Busser, giver de tilstedeværende et indblik i, hvad deltagere i en læserrejse til Toscana i Italien kan forvente. Navnet lyder måske ikke umiddelbart bekendt, men hvis vi nu tilføjer, at det er den tidligere succesrige landsholdsspiller i fodbold, er de fleste vist med. Han er en af få, som har spillet flere end 100 landskampe. Hans professionelle karriere sluttede for fem år siden.

Gæster på rejsemessen skal være opmærksomme på, at de skal sikre sig plads til hvert enkelt foredrag.

Inden rejsearrangørerne på skift får ordet, indleder rejseredaktør Søren Thorup med blandt anekdoter fra et langt rejseliv - historier, som ikke når læserne af rejsesektionen, men som kan fortælles til en eksklusiv, lukket kreds.

Læs mere om rejsemessen og bestil billet på avisfordele.dk.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce