Annonce
Vejen

Ny sæson: Den store gensynsfest

Formand for Vejen AOF's højskole Else Jeppesen med en af sidste sæsons foredragsholdene, komponisten Erik Sommer. Foto: Steen Rasmussen
Annonce

VEJEN: Genforening her, der og alle vegne i det kommende halve års tid.

Og selvfølgelig også på forårsprogrammet i AOF i Vejen, som formand Else Jeppesen netop har offentliggjort.

Mandag den 17. februar fortæller journalist Simon Kratholm Ankjærgaard om de dramatiske 20 måneder, der gik fra afslutningen af 1. verdenskrig til kongens symbolske ridt og den store genforeningsfest på Dybbøl Banke på lige nøjagtig dét sted, hvor danskerne havde fået så læsterlige klø 56 år tidligere. Det er en fortælling om et intenst og kompliceret politisk spil – og om mange engagerede aktører, der helligede deres liv til en sag. Nogle endte som vindere, andre som tabere.

AOF åbner sæsonen allerede mandag den 27. januar, hvor eventyrer Bjørn Harvig beretter om en cykeltur fra Danmark til Iran. Turen går fra det sommerlyse Skandinavien og ud på Ruslands uendelige veje, hvor landevejsrøvere spøger og vodkaen er billig. En rejse ind i de forladte byer i Tjernobyls skygge og ud til Sortehavets bredder. Ind i Kaukasus' vilde bjerge, hvor middelalderbyer, Kalashnikovs og arrige hunde byder velkommen. Og endelig en rejse ind i Irans menneskelige mangfoldighed og til smagen af sød te.

Mandag den 3. februar er højskolelærer Anja Kjølby på tapetet med et foredrag om Frida Kahlo. Den mexicanske billedkunstner opnåede stor berømmelse i sit korte liv I hendes stærke, farverige og voldsomme billeder tog hun kampen op mod sin grumme skæbne, mod den fysiske smerte efter en alvorlig ulykke, mod kærlighedssorger og livstræthed.

Mandag den 24. februar beretter Jørgen Dieckmann Rasmussen om mødet med det moderne Indien. Foredraget fører tilhørerne til Chandigarh i provinsen Punjab, sihkernes gyldne tempel i Amritsar, Indiens hovedstad Delhi og endelig det verdensberømte mausoleum Taj Mahal. Desuden vil der blive fortalt om livet i indiske familier i dag: Er mænd og kvinder f.eks. lige, og er kastesystemet virkelig afskaffet?

Og hvad der ellers venter

Mandag den 2. marts: Allan Høier: bohemen Bellman Bellman er nok Sveriges største visedigter.

Mandag den 9. marts: Forfatter Nis Boesdal: Historier fra det gamle Danmark.

Mandag den 16, marts: Forfatter Søren Hauge: Irlands grønne hjerte.

Mandag den 23, marts: Kulturforfatter Mogens Blume: Winston Churchill – Downing Streets største personlighed.

Foredragene finder sted i Vejen Sognegård, Nørregade 96, kl. 10.

Man skal bare møde op og huske at tage kaffe med til pausen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce