Annonce
SønderjyskE Ishockey

Ny SønderjyskE-back kan få debut mod sin tidligere klub

Det er mulig debut til den nye holdkammerat, når SønderjyskE tirsdag aften møder Frederikshavn. Luka Vidmar ankom til Vojens søndag. Arkivfoto: Jacob Schultz
SønderjyskE har oprustet i defensiven, og den nye mand, slovenske Luka Vidmar, kan få debut tirsdag aften mod Frederikshavn.

SønderjyskE: Det er ikke helt uheldigt timet, at SønderjyskE møder Frederikshavn netop nu.

De to hold fra hver sin ende af Jylland ligger side om side i tabellen - på tredjepladsen og fjerdepladsen - men formkurverne stikker i hver sin retning.

Mens SønderjyskE er godt kørende med syv sejre i otte kampe på tværs af turneringer, er Frederikshavn gået i stå.

Tidligere på sæsonen tegnede denne sæson til at blive et parløb i toppen mellem de to nordjyske hold, men Aalborg har for længst koblet Frederikshavn af. På det seneste har Frederikshavn haft vanskeligt ved at skrabe point sammen. Holdet har tabt seks af de seneste syv kampe. Eneste sejr var paradoksalt nok over topholdet Aalborg efter straffeslag.

Når Frederikshavn tirsdag gæster Vojens, kan der være ekstra forstærkning hos SønderjyskE. Sportschef Kim Lykkeskov fortæller, at der er mulig debut til SønderjyskE's nye back, slovenske Luka Vidmar.

Tilbage i 2016-2017 skøjtede han i Frederikshavns farver, mens Mario Simioni var træner for klubben.

Annonce
Luka er typen, der kan tage lidt fra foran målet. Han er ikke hentet på grund af en særlig spidskompetence, men han er en god skøjteløber, lægger en god pasning og har et fornuftigt skud.

Kim Lykkeskov, sportschef

Skader

33-årige Luka Vidmar ankom til Vojens søndag. Han er primært tiltænkt en rolle i defensiven.

- Vi kunne godt bruge en mand mere i forsvaret, så vi har en skanse dernede. Det er klassikeren med, at angrebet starter i forsvaret. Han skal være med til at lægge den første gode pasning, siger Kim Lykkeskov.

- Luka er typen, der kan tage lidt fra foran målet. Han er ikke hentet på grund af en særlig spidskompetence, men han er en god skøjteløber, lægger en god pasning og har et fornuftigt skud. Mario har et indgående kendskab til ham fra Frederikshavn. Vidmar er købt ind som back, men Mario brugte ham også lidt som angriber i Frederikshavn.

Vidmar træder ind i en trup, der i de seneste uger har været ramt af skader.

- Det lysner, men jeg synes også, at hver gang jeg nævner det, så ryger der to mere ud, siger sportschefen.

- Efter denne uge er der landsholdspause, hvor vi skal træne hårdt, men også restituere. Pausen kommer ikke så dårligt.

Tre burde være nok

Kim Lykkeskov mener, at SønderjyskE's seneste resultater viser, at hvis der skulle oprustes et sted, så var det i forsvaret.

- Vi har produceret fint nok fremad. Jeg forventer ikke, at vi vinder 6-1 hver gang. Vi scorer seks i Aalborg og har lavet seks mod Rungsted, siger han.

- Vi laver tre i Rødovre søndag. Spørger du mig, så er jeg opvokset med, at hvis du kan lave tre på udebane, så burde det være nok til at vinde en ishockeykamp. Så kan man altid argumentere for, at man skal lave flere mål hjemme og underholde, men tre mål på udebane burde være nok.

Optakt

Ishockey

Isligaen

Tirsdag 19.00

SønderjyskE-Frederikshavn

Truppen

Patrick Galbraith, Josh MacDonald og Daniel Kønig er ude med skader

JV tipper

3-1

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Annonce