Annonce
Aabenraa

Ny skole har problemer: Vand siver ind i murværket

Der er problemer med murværket på UC Syds skole i Aabenraa. Foto: Henrik Dürr
Der siver vand ind i murværket på UC Syds kun fire år gamle skole i Aabenraa, og der arbejdes lige nu benhårdt for at finde en løsning.
Annonce

Aabenraa: For fire år siden blev offentligheden inviteret inden for til champagne og kransekage i forbindelse med den officielle åbning af UC Syds nye skole i Aabenraa.

Sommeren 2017 blev den 7500 kvadratmeter store bygning så taget i brug, men der er stadig ting, der driller.

- Vi har problemer med, at der kommer vand ind i murværket. Det er en fejl fra byggeriets start, og entreprenøren har forsøgt sig med forskellige løsninger, men det har ikke hjulpet, siger Kim Petri Petersen, der er facility manager hos UC Syd.

Der er ikke kommet vand ind i selve skolen, men lige nu er der sat presenninger op på fire gavle for at undgå vandskader.

UC Syd Campus Aabenraa uddanner pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere, og vandproblemerne har ikke været til gene for de mange studerende.

- Det har overhovedet ikke påvirket undervisningen. Det er kun udvendige skader, siger Kim Petri Petersen.

Annonce

Forventer en løsning

Facility manageren hos UC Syd oplyser, at der er en garanti for, at fejl og mangler på det forholdsvis nye byggeri bliver udbedret, og han ved, at der bliver arbejdet hårdt på sagen.

- Der bliver arbejdet benhårdt på at finde en løsning, og jeg forventer, det bliver en større renovering, da de mindre tiltag ikke har hjulpet, siger Kim Petri Petersen.


Det er en fejl fra byggeriets start, og entreprenøren har forsøgt sig med forskellige løsninger, men det har ikke hjulpet.

Kim Petri Petersen, facility manager hos UC Syd


Ifølge Kim Petri Petersen har entreprenøren vedkendt sig ansvaret for problemerne, og derfor er han også fortrøstningsfuld med, at der snart bliver fundet en løsning.

- Vi tager det stille og roligt og er sikre på, at der bliver fundet en god løsning. Jeg forventer, at det bliver udbedret i indeværende år, siger han.

Det er Hoffmann A/S, der er entreprenør på byggeriet, der samlet løb op i en pris på omkring 150 millioner kroner. Her lover man, at der er en løsning lige om hjørnet.

- Vi er i fuld gang med at løse problemet, og der er klarhed over, hvordan det skal løses, siger Steffen Hansen, der er regionsdirektør hos Hoffmann Byg Vest.

- Løsningen er, at vi skal have lavet en anden fugtspærre i murværket, fortsætter han.

Ligesom facility manageren hos UC Syd så er Steffen Hansen også overbevist om, at problemet bliver løst i indeværende år.

Der er plads til omkring 1100 studerende og godt 70 ansatte på den 7500 kvadratmeter store skole i Aabenraa.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

Trekantområdet

Minkavler fra Farre: Om lidt bliver her stille, meget stille

Annonce