Annonce
Navne

Ny skoleleder har pip

Marit Beckmann finder energi i at male og se på fugle og har med egne ord »meget pip«. Meget passende har Jens Jessen-Skolen en ugle i sit logo. Marit Beckmann kunne ikke et ord islandsk, da hun tog til Island, hvor hun blev i fem år - og blandt andet tog en master i ledelse og blev kommunalt ansat. Foto: Kira Kutscher
Marit Beckmann er ny skoleleder på Jens Jessen-Skolen. Hun er vendt hjem til Flensborg for at være med til at udvikle.

Løgumkloster/Flensborg:  Det er ikke så lidt, Marit Beckmann har givet sig i kast med, siden hun læste til lærer på Ribe Seminarium.

Hun er opvokset i Flensborg, tog realeksamen på Gustav Johannsen-Skolen og studentereksamen i Aabenraa, og allerede inden hun var færdig på seminariet, fik hun en stilling på Husum Danske Skole. Det var i 1993, og der blev hun i små ti år.

- Og så råbte den store, vide verden til mig, siger Marit Beckmann, der i første omgang rejste til Østgrønland.

Annonce

Der var der imidlertid så store sociale samfundsproblemer med alt fra gassniffende børn til overgreb af forskellig art, at hun kun holdt et halvt år.

- Mit hjerte kunne ikke bære det, forklarer hun.

Fra Island til Vadehavet

I stedet drog hun videre til Island.

- Jeg kunne ikke et ord islandsk, så jeg startede i en børnehave. Jeg tænkte, at der skal børnene også lære sproget, og så kunne jeg lære det sammen med dem, siger Marit Beckmann.

Hun er tydeligvis lærenem, for efter blot et halvt år blev hun afdelingsleder, og siden tilbød kommunen, hvor hun arbejdede, hende at tage en master i pædagogisk ledelse. Det gjorde hun. På islandsk. Og efterfølgende blev hun leder for specialundervisningen i den islandske kommune.

I 2009 lå Marit Beckmanns far for døden, og hun vendte hjem og blev skoleleder i Tønder Kommune. I 2017 tog hun orlov og startede eget galleri og »birdwatching«-firma.

- Jeg maler fugle og Vadehavet, og jeg er også uddannet fugleguide, fortæller Marit Beckmann og tilføjer med et stort smil:

- Jeg har meget pip.

Annonce

Lærer i protest

Nu har hendes liv igen lagt vejen forbi Flensborg, hvor Marit Beckmann pr. 1. marts er skoleleder på Jens Jessen-Skolen.

- Jeg havde egentlig sagt, at jeg ikke ville være leder igen, siger hun og begrunder det med, at det administrative i hvert fald i Danmark »fylder for meget«.

- Men da Skoleforeningen søgte en - pædagogisk - leder, tænkte jeg, det kunne være fedt at vende hjem og blive pensionist i sin egen by og samtidig være med til at udvikle og gøre en forskel. Det er det, jeg vil, siger hun.

Marit Beckmann finder energi i at male og se på fugle og har med egne ord »meget pip«. Meget passende har Jens Jessen-Skolen en ugle i sit logo. Marit Beckmann kunne ikke et ord islandsk, da hun tog til Island, hvor hun blev i fem år - og blandt andet tog en master i ledelse og blev kommunalt ansat. Foto: Kira Kutscher

Og det vil Marit Beckmann med baggrund i sin egen skolegang, som hun ikke syntes var specielt god.

- Jeg blev lærer i protest. Jeg syntes ikke, vores lærere, eller i hvert fald nogle af dem, så os, som jeg synes, man skal se børn. Som lærer kunne jeg dog kun gøre noget for min egen klasse, ikke helheden, og derfor blev jeg leder, siger hun.

Annonce

Stort potentiale

Det er »en af de vigtigste opgaver« at se børn rigtig, mener Marit Beckmann, eksempelvis at være anerkendende over for et barn. Spørgsmålet er så bare, hvordan man er det. Det vil hun nu finde en fælles holdning til sammen med lærerne på Jens Jessen-Skolen, lige som hun gerne vil finde en fælles vej og en fælles måde at tale sammen.

Marit Beckmann har endnu ikke mødt alle små 300 elever på skolen, har endnu ikke styr på nøglerne og kan endnu ikke huske personalets initialer udenad. Men hun har mødt lærerne, og det lover rigtig godt, mener hun:

- Jeg føler, der er et super godt potentiale her, siger den nye skoleleder.

Marit Beckmann er 52 år, gift og bor i Løgumkloster, hvor hun kan være tæt på sin mor på 85.

Fuglene, Vadehavet og maleriet er på ingen måde lagt på hylden, efter hun er blevet leder igen - tværtimod, så tanker Marit Beckmann op til sit arbejde ved at dyrke sine interesser ved siden af.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Sydjylland

Region Syddanmark i top: Markant færre corona-patienter i respirator døde end i resten af landet

Annonce