Annonce
Kolding

Ny udstilling: Her kan snuppe dig en Genforenings-selfie

Der ser ganske autentisk ud, når centerleder Lise Thomsen sætter sig ned i dette stuearrangement a la 1920'ernes Christiansfeld. Her kan gæsterne snuppe sig en Genforenings-selfie. Foto: John A. Petersen
Hvis du mangler overblikket over, hvad Genforeningen er for en størrelse, og hvad den betød lokalt, så er der god hjælp at hente på en nyåbnet udstilling hos Christiansfeld Centret. Her er tilmed mulighed for at snuppe en Genforenings-selfie.
Annonce

Christiansfeld: Centerleder Lise Thomsen sætter sig godt til rette i den tunge sofastol med karakteristiske frynser. På det ligeledes tidstypiske teaktræsbord ligger nogle af de brochurer, der skal overbevise hende om at stemme enten dansk eller tysk, når afstemningsdagen oprinder den 10. februar 1920.

Stue-arrangementet slår stemningen an for den udstilling om Genforeningen, som netop er åbnet i Christiansfeld Centret, og den er også en mulighed for, at man som besøgende kan tage sig en Genforenings-selfie i omgivelser, der ganske nøje danner rammen for en hverdagsscene i Danmark for 100 år siden.

- Vores udstilling er en "light"-version af det, man eksempelvis kan få på Genforenings- og Grænsemuseet eller på Sønderborg Slot. Her kan man på en let og overskuelig måde få en introduktion til, hvad Genforeningen gik ud på, og så kan man altid søge videre herfra, hvis man har en større interesse i emnet, siger Lise Thomsen.

Omfattende program

Der er udgivet et omfattende program for, hvad der sker i Christiansfeld og omegn i forbindelse med fejringen af Genforeningen.

Programmet kan fås hos Christiansfeld Centret, men det kan også findes digital, hvis man klikker ind på www.christiansfeldcentret.dk/genforeningen

Annonce

En ikonisk by

Hun fortæller, at udstillingen også kan fungere som en introduktion for dem, som har lyst til at deltage i en af de offentlige byrundvisninger, som centret har planlagt fra april, hvor man hver lørdag laver guidede ture i byen med overskriften "Fra krig til Genforening".

- I forhold til Genforeningen er Christiansfeld en ikonisk by på flere måder. Blandt andet var det her, at kongen blev modtaget i den første sønderjyske by, og siden sin grundlæggelse har man her haft en dansk-tysk sameksistens, for Brødremeningen kommer jo fra den tyske by Hernnhut, fortæller Lise Thomsen.

Rundt omkring på udstillingen er der flere effekter, som er lånt hos kollegerne på Genforenings- og Grænsemuseet og hos Museum Sønderjylland. Man kan blandt andet se et intakt puslespil med kongeligt motiv, og her er porcelæn, nips og plakater, der alle peger tilbage på de urolige tider, hvor Sønderjyllands fremtid blev afgjort.

Annonce

Kongen budt velkommen

Plancher fortæller både den store historie om dengang, og man zoomer også ind på de meget lokale forhold. Man kan blandt andet læse disse ord fra den daværende borgmester, da han bød kongen velkommen i Christiansfeld:

- Vort elskede kongepar har vi den glæde i dag at måtte byde velkommen her til den første slesvigske by. Vi glæder os i håbet om, at det blomstrende liv, som skabtes her og trivedes under de danske kongers velvilje helt indtil 1864, nu atter må skyde nye skud under Deres majestæts nådige styrelse og i genforening med vort gamle moderland, som der står med en nudansk retskrivning.

Og sådan er der mange bevægende indslag ned gennem udstillingen, hvor Dannebrog naturligvis er det mest gennemgående motiv. Her kan fejringen af Genforeningen meget vel begynde på en let og overskuelig facon. Både med unikke genstande, en lokal historiefortælling og et gensyn med en række af de legendariske afstemningsplaktater fra dengang, hvor eksempelvis Mor Danmark så frem til gensynet med den tabte del af fædrelandet: "Nu kalder Danmark på sine børn, farvel for evigt du tyske ørn".

Udstillingen kan ses resten af året.

Kongen og Dannebrog går igen mange gange i de motiver, man ser på udstillingen. Foto: John A. Petersen
På kaffebordet kan man se nogle af de brochurer, som skulle overbevise om at stemme enten dansk eller tysk. Der er selvfølgelig kaffe i koppen og en honningkage ved siden af. Foto: John A. Petersen
Foto: John A. Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce