Annonce
Indland

Nyankomne elever sendes i klasser uden sprogundervisning

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Kommuner sender nyankomne elever direkte i almindelige klasser. Flere glemmer den basale sprogundervisning.

Over halvdelen af de danske kommuner vælger at indskrive nyankomne elever direkte i almindelige skoleklasser frem for i en modtageklasse specielt egnet til tosprogede elever.

Det viser en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Den bygger på spørgeskemaer, som 96 ud af de i alt 98 kommuner har besvaret.

Kommunerne er ifølge loven forpligtet til at give basal sprogundervisning til elever, der har behov for det, og som begynder direkte i en almindelig klasse.

Men det kniber for flere kommuner, fortæller Line Ørting-Vester, der er konsulent ved EVA.

- Vores undersøgelse viser, at der ved direkte indskrivning er stor risiko for, at nyankomne elever kommer til at deltage i undervisningen uden at modtage den sprogstøtte, de har brug for.

- Det kan medføre, at der sidder nogle elever med begrænsede muligheder for at deltage. Og de får derfor heller ikke det optimale ud af undervisningen, siger hun.

Nyankomne elever defineres i rapporten som tosprogede børn og unge i alderen 5 til 18 år, der ikke har de sproglige forudsætninger for at indgå i almindelig undervisning i folkeskolen.

Danmarks Lærerforening er bekymret for, om alle kommuner giver de nyankomne børn den sproglige støtte, de har ret til.

- Selvfølgelig er det godt at være sammen med danske klassekammerater og lære et dagligdags-dansk, men for at få det faglige sprog skal der mere hjælp til.

- Jeg er meget betænkelig ved, om kommunerne sikrer den sprogstøtte, som tosprogede elever har brug for ved direkte indskrivning, siger Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening.

33 procent af kommunerne svarer i undersøgelsen, at de oplever det som en udfordring, at der ikke er nok klarhed om lovgivningen for at indskrive nyankomne elever i almindelige klasser.

Netop derfor mener Dorte Lange, at næste skridt er, at loven gøres tydeligere på området, så ingen er i tvivl.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Erhverv

Erhvervsforening efterlyser svar om havnens fremtid: Usikkerhed er gift for virksomheder og investorer

Annonce