Annonce
Udland

Nye hårde gadekampe ryster Hongkong

Tyrone Siu/Reuters
Ro i Hongkong brudt med hårde gadekampe mellem politi og demonstranter efter tre måneder med protester.

Politistyrker i Hongkong brugte lørdag tåregas og knipler mod demonstranter, der svarede igen ved at kaste med sten, flasker og bambusrør. Gadekampene brød ud i et arbejderkvarter efter flere dages ulmende uro.

Tidligere havde tusindvis af demonstranter, hvoraf mange bar sikkerhedshjelme og gasmasker, marcheret igennem industriområdet Kwun Tong, hvor de blev standset af politifolk med hjelme og knipler uden for en politistation.

En tåge af tåregas og skår fra tusindvis af knuste flasker lå i gaderne, da demonstranterne trak sig tilbage fra kampene.

Mange indbyggere i Hongkong er blevet mere fjendtligt indstillet over for politiet under den langvarige uro i den tidligere britiske kronkoloni.

Politiet er i mange tilfælde blevet beskyldt for at have været unødvendigt brutale over for demonstranterne, som er blevet mødt med både tåregas, peberspray, vandkanoner og gummikugler.

En del aktivister er blevet anholdt.

Myndighederne synes dog at have været opsat på at undgå en blodig optrapning af de tilbagevendende gadekampe.

Under lørdagens demonstrationer var det øjensynligt radikale unge demonstranter, der er kendt som "de tapre", der udløste de voldelige sammenstød med voldelige provokationer.

Politifolk jagtede derefter hundredvis af aktive demonstranter, som søgte tilflugt under en bro.

- Jeg har aldrig set Hongkong i en situation som denne, sagde den 65-årige Dee Cheung til AFP.

Han siger, at han støtter de unge i deres opgør.

- De er gået på gaden, fordi de tænker på deres fremtid. De gør dette for Hongkongs skyld, siger han.

En ansat på det britiske konsulat i Hongkong blev lørdag morgen løsladt fra kinesisk varetægt.

Tidligere på ugen udtrykte Storbritannien bekymring over rapporter i hongkongske medier om, at en konsulatmedarbejder var forsvundet på det kinesiske fastland og muligvis tilbageholdt.

Sagen omkring konsulatmedarbejderen har øget Hongkong-indbyggernes frygt for, at Kina vil indføre kinesisk lovgivning og kinesisk retspraksis i den tidligere britiske kronkoloni.

Hongkong blev i 1997 ført tilbage til Kina som særskilt administrativ region med udstrakt selvstyre under devisen "ét land, to systemer". Det indebærer, at Hongkong har sit eget retssystem.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: En tænkepause er trods alt bedre end dum beslutning

Klimaet er udfordret. Danmark har et ansvar for at gøre en forskel for nuværende og for kommende generationer. Men danske politikere har også et ansvar for ikke at træffe beslutninger, der måske er populære på den korte bane, men kontraproduktive på den lange. Regeringen har atter udskudt en beslutning om ny oliejagt i Nordsøen. Den danske stat har i over 40 år givet virksomheder tilladelse til at udvinde olie og gas i Nordsøen. Den forretning har finansieret en betydelig del af velstanden i dette land. I tusindvis af mennesker arbejder i den industri, alene i denne del af landet, og det skal de ikke skamme sig over. De skal nemlig være med til at finansiere fremtiden. Fire selskaber har budt i den ottende runde, som gælder fra 2025 og giver mulighed for at udvinde olie til 2055. Selskaberne var lovet et svar for et halvt år siden. Nu må de vente på ubestemt tid. Regeringen har udbedt sig tænkepause, og det er ærligt talt ikke den værste beslutning, regeringen kunne træffe lige nu. De politiske vinde blæser uansvarlighedens vej, politisk er regeringen under pres af sine støttepartier for at sætte en prop i Nordsø-olien. Vi har fået en enormt ambitiøs klimalov. Danmark vil reducere sit CO2 udslip med 70 procent inden 2030. Problemet er, at ingen kender regningen for den beslutning. Kun ligger det fast, at den bliver stor. Nordsøens olie er sort. Men den er i globalt perspektiv mindre sort end megen anden olie. Udfaser Danmark olie hurtigere end grønne energikilder er konkurrencedygtige på verdensmarkedet, forbedrer det ikke klimaet, tværtimod. Så leverer andre endnu sortere brændstof. Danmark tager sit ansvar som et af verdens rigeste lande alvorligt. Men Danmark fylder uendeligt lidt i det globale klimaregnskab, og det vil i virkeligheden ikke kunne måles på et eneste termometer på kloden i 2030, om Danmark lander på 50 eller 75 procent i 2030. Derimod vil det kunne måles, hvis danske oliemilliarder investeres i grønne investeringer, som kan udkonkurrere olien og gassen. Danmark gør ingen forskel ved at blive fattigere. Men Danmark kan gøre forskel, hvis vi sætter vores velstand ind på at finde løsninger – også for de mange, mange andre.

Kolding For abonnenter

Formand bebuder sværm af politianmeldelser om støjgener og musiklarm ved populær badebro

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];