Annonce
Haderslev

Nye store butikker er tættere på

En investor er klar til at bygge fire store udvalgsvare-forretninger i boksbutik-segmentet på Vinkelvej 2 i Haderslev. Politikerne i Haderslev Byråd har efter en idéhøring besluttet at udarbejde et lokalplanforslag, der kan bane vej for forretningerne. Arkivfoto
Haderslev Byråd går i gang med at lave lokalplan og kommuneplan-tillæg for store udvalgsvareforretninger ved Vinkelvej i Haderslev. Enhedslistens Svend Brandt utilfreds. Han frygter, folk oplever høringer som skinhøringer.

En investors plan om at etablere fire udvalgsvarebutikker på sammenlagt 8000 kvadratmeter ved Rødbo på Vinkelvej i Haderslev er kommet et lille skridt videre.

Et flertal i Haderslev Byråd har netop nikket ja til, at Haderslev Kommune udarbejder et lokalplanforslag og et kommuneplantillæg, der kan bane vej for de nye butikker, der mindst bliver 750 kvadratmeter store.

Kun fire høringssvar var indkommet under den to uger lange idéhøring. En nabo ønskede sikre tilkørselsforhold, mens Haderslev Butikker hilste butikkerne velkomme. Handelsforeningen anbefalede dog samtidig, at de kommende forretninger på Vinkelvej mindst bliver på 1000 kvadratmeter.

Annonce

Fra 750 til 1000 kvadratmeter

Ønsket afstedkom en længere debat. Svend Brandt fra Enhedslisten mente, at mindstekravet skulle ændres til 1000 kvadratmeter og stillede et ændringsforslag:

- Folk oplever i stigende grad, at høringer bliver til skinhøringer. I dette tilfælde forstærkes det af, at høringssvaret kommer fra Haderslev Butikker, der er dem, der ved mest. Alligevel siger vi, at vi er skideligeglade. Derfor vil jeg klart anbefale, at vi ændrer mindstemålet til 1000 kvadratmeter, så vi følger butikkernes anbefaling, sagde Svend Brandt.

Hans kollega i byrådets udvalg for plan og miljø, Bent Vedsted Rønne (S), var ikke enig:

- I Haderslev indre by er langt de fleste butikker under 400 kvadratmeter. Vi har faktisk kun 11 procent butikker, der ligger over 750 kvadratmeter. Jeg er nervøs for, at vi mister butikker, hvis vi siger 1000 kvadratmeter, lød det fra Bent Vedsted Rønne, der glædede sig over, at det nye butikscenter kan sende nogle forretninger til Haderslev, som byen ikke i forvejen har.

Annonce

Byrådets Mads Skjern

Der var mere lydhørhed på den anden side af bordet, hos Preben Holmberg, der på mødet blev udnævnt til manufakturhandler Mads Skjern til stor morskab for alle.


Som tidligere detailhandler finder jeg det forkert, at man ignorerer et svar fra Haderslev Butikker og ikke lytter bare en lille smule.

Preben Holmberg (V)


- Som tidligere butiksejer kan jeg godt forstå, at de siger 1000 kvadratmeter. Jo flere butikker, der kommer ud at ligge på Vinkelvej, jo større konkurrence får Storegade. Det så vi i Vojens, da Rådhuscentret blev etableret. Som tidligere detailhandler finder jeg det forkert, at man ignorerer et svar fra Haderslev Butikker og ikke lytter bare en lille smule. Så jeg stemmer imod, sagde Preben Holmberg (V).

Henrik Rønnow ærgrede sig over, at det kom til at fremstå som om, at hvis man stemte ja til at gå videre med 1000 kvadratmeter, så stemte man imod Haderslev Butikker:

- Der er ikke nogen forretninger i gågaden i Haderslev, der bare tilnærmelsesvis nærmer sig 1000 kvadratmeter. Hvis vi får nogle af de store kædebutikker, så vil det også generere omsætning til byen. Det skal man også tænke på, sagde han.

Baggrund

Bygherre ønsker at udvikle området med adressen Vinkelvej 2 til et område for større udvalgsvarer butikker samt mulighed for serviceerhverv såsom restaurant og andre oplevelsesfunktioner.

I forbindelse med udarbejdelse af plangrundlaget for Vinkelvej 2, Haderslev har der været indkaldt til to ugers offentlig idé- og debathøring.

Der er indkommet fire svar. Der er indkommet et høringssvar fra Haderslev Butikker og en nabo. Haderslev Butikker er grundlæggende positive i forhold til etablering af nye, større udvalgsbutikker. Naboen ønsker trafikregulering ud mod Nordhavnsvej. Haderslev Stift og Haderslev Domsogn har meddelt, at de ikke tager stilling, før der ligger et konkret forslag.

Samme holdning indtog Jon Krongaard fra Dansk Folkeparti:

- Disse butikker er ikke nogen, der vil konkurrere med gågadens butikker. Vi får nogle forretninger, som vi ikke i forvejen har i Haderslev. Der skabes arbejdspladser og skatteindtægter, så vi bakker op.

Annonce

Det handler om et miks

Holdningen blev delt af den konservative Kjeld Thrane, der har en fortid som handelskonsulent.

- Der, hvor vi er mest pressede, er på kvindetøj. Derfor tager hele familien med til et andet sted. Far skal vi nok finde noget til. Det er mikset, der er vigtigt. Disse butikker sjæler ikke noget fra gågaden.

Svend Brandts ændringsforslag fik kun hans egen stemme samt Mogens Rerups fra Alternative og Preben Holmberg og Bent Iversens (SF).

Økonomiudvalgets indstilling til byrådet blev derefter godkendt med stemmerne 29 mod to – Svend Brandts og Preben Holmbergs.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Se højdepunkterne fra en magisk EM-aften: Danmark tævede Rusland og bragede i ottendedelsfinalen

Annonce