Grebet i luften: Humor i coronaens tid
Må man fnise under en krise? Må man sidde i hulen og fyre vittigheder af rundt om bålet, mens noget, vi formentlig kun har set begyndelsen af, trækker op over vores hoveder?
- Jeg hostede henne i Netto, og så var køen helt væk.
- Nej, svigermor, bliv hellere hjemme. Ja, altså for din egen skyld.
- Nå, men en god ting ved den der corona er, at man slipper for al det krammeri med folk, man kun har mødt enkelt gang til høstfesten i børnehaven.
Nej, det virker forkert.
Måske - blandt andet - fordi et af de store problemer i dette land i begyndelsen var at få alle til at tage situationen alvorligt nok. Første gang, advarslerne blev skrevet med store bogstaver, var der to grupper, der stak ud:
Den ene tog faktisk situationen alvorligt nok, så da statsministeren sagde, at det var tid til at handle, gik de ud for at handle. De valfartede ned i butikkerne for at gå alt for tæt på hinanden, mens de tømte pallerne for toiletpapir, fordi deres største skrækscenarium åbenbart var et beskidt numsehul.
En anden gruppe stak ud, fordi den i næsten lige så stort tal slog sig ned ved søerne i hovedstaden og sad lårene af hinanden på cafeerne, mens de drak rødvin. Troede de, det var for sjov?
Nej, det er ikke noget at lave skæg og ballade med, synes de fleste nok, men vi kan ikke rigtigt dy os, hvad en rundtur i de verbale rodekasser, de sociale medier, viser.
Måske handler det om, at det er nemmere at grine end at indrømme, at man er bange. Vi skal trods alt tilbage til 1970erne for at finde en tid, da det var i orden, at de voksne sang, at de også kunne være bange.
I generationer har der, selv om man gransker sin hukommelse dybt, ikke været noget, der rigtigt har truet os her i smørskålen, og den slags kan jo ad åre give en meget let gang på jord, hvorefter fødderne og alt det andet forekommer ekstra tungt, når der så dukker noget op, vi ikke kan styre.
Efter sigende er russerne forbavsede over den virak, corona hensætter vesten i. Forklaringen skulle være, at den kollektive smertetærskel på de kanter af historiske årsager er meget høj. Måske er det vores, der nu skal til at stige. Det er ikke rart, og derfor griner vi.
Måske, jeg ved det ikke, men det kan vi jo tænke over. Nu har vi også god tid til det.
