Annonce
Varde

Nysø skal have den helt store badekur til otte millioner kroner

Siden Nysø blev åbnet for badegæster i 2011, har grusgravssøen været et hit for mange på egnen. Derfor skal forholdene gøres langt bedre. Tegning: Moos Landskaber
Varde Kommune, NaturKulturVarde og DGI Sydvest vil gøre Nysø til en af landets lækreste badesøer med sauna ude i søen, badebro og klubhuse i containere.

Varde: Fra at være et hul jorden og fyldt med vand er Nysø i Søndre Plantage på få år blevet Varde Kommunes mest populære badesø sammen med Kvie Sø.

Hvor mægtige og majestætiske gravemaskiner tidligere herskede, lokker den rene Nysø nu i et omfang, som helt har taget pusten fra Varde Kommune. Ikke et ord om parkeringskaos og manglen på toiletter. Og så dog.


Vi er blevet taget lidt med bukserne nede. Det er så populært, og folk valfarter dertil. Toiletterne kunne slet ikke klare trykket i sommer.

Skov- og landskabsingeniør Mette Bækgaard Johnsen, Naturcentret i Varde Kommune


- Vi er blevet taget lidt med bukserne nede. Det er så populært, og folk valfarter dertil. Toiletterne kunne slet ikke klare trykket i sommer, lyder det malerisk fra skov- og landskabsingeniør Mette Bækgaard Johnsen fra Naturcentret i Varde Kommune.

Annonce

Brugernes ønsker

Nysø skal nu være eksemplet på, at man opfylder brugernes ønsker og behov modsat mange andre projekter, der er tænkt på et kontor.

Otte millioner kroner er regningen for at opfylde drømmene og visionerne for fremtidens Nysø. Mette Bækgaard Johnsen fortæller, at kommunen er gået sammen med DGI Sydvest og NaturKulturVarde om projektet, som i vid udstrækning er baseret på ønskerne fra lokale foreninger og klubber. Blandt andet opstod der en vinterbadeklub, der godt kunne tænke sig nogle bedre forhold.

Rå containere er de senere år og med stor inspirationen fra landets musikfestivaler blevet omdannet til andre formål end transport af varer. Nysø vil få en række containere, der kan indrettes efter formålet. Tegning: Moos Landskaber

De kan se frem til en sanua for enden af en badebro, hvor der samtidig er en lukket badegård, så selv den blufærdige kan dyppe sig. Det vil også være muligt for handicappede at få sig en svalende eller iskold dukkert alt efter temperament og årstid.

Annonce

Ikke et tivoli

Ved søens breder skal der opføres rå containere, der er indrettet til formålet. Alt lige fra klubhuse, depotrum og små annekser i stil med det man kender fra eksempelvis SMUK Fest i Skanderborg.

At kommunen selv fører dirigentstokken ved Nysø, er ikke uden grund.

- Det må ikke rende fra os og blive til et tivoli. Det skal laves i respekt for naturen, siger Mette Bækgaard Johnsen.

Byrådet har sat 400.000 kroner af til udviklingen af projektet, der skal finansieres af fonde. Hvis alle otte millioner kroner ikke kan skaffes på én gang, så vil projektet blive gennemført, i takt med at pengene kommer ind. Selve badebroen har førsteprioritet.

Virtuelt infomøde

Grundet covid-19 holder Varde Kommune torsdag den 21. januar klokken 19.00 et virtuelt informationsmøde om planerne for Nysø. Det sker via programmet Teams.

Mødet tager cirka to timer. Først vil landskabsarkitekt Signe Moos fra Moos Landskaber præsentere idéerne.

Derefter deles folk op i grupper, der skal diskutere og komme med input til oplægget.

Derfor er der tilmelding til Louise Langschwager på Naturcentret på e-mail: llan@varde.dk. Det skal ske senest mandag den 18. januar klokken 12.00

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Varde

Spejdercenter efterspørger den gode gerning fra Vejdirektoratet i grotesk skiltesag

Varde For abonnenter

Vejdirektoratet har aftalt med forsikringsbranchen ikke at søge fuld erstatning – den holder ikke ifølge Forsikringsoplysningen

Erhverv For abonnenter

Kunde fik 300 kroner for et P. S. Krøyer-værk: Er det rimeligt, at antikvitetshandleren nu sælger det for 7.000 kroner?

Annonce