Annonce
Kolding

Nytårsraket kom flyvende og afbrød fodboldkamp i Kolding: Rivalisering tiltrækker fans, der er hardcore

Det er ulovligt at medbringe fyrværkeri som eksempelvis romerlys på danske fodboldstadions. Klubberne bliver straffet med et beløb, der afhænger af, hvor meget fyrværkeri der er blevet fyret af undervejs i kampen. Billedet her stammer fra pokalkampen mod FC Midtjylland sidste sæson, men der har flere gange i denne sæson været tændt op i romerlysene blandt andet mod Vejle og Fredericia. Foto:Yilmaz Polat
- Der er opstået en rivalisering mellem klubberne her i Trekantområdet, og den bidrager til, at der kommer flere fans, som er lidt til den hardcore side, siger Claus Holm-Søberg, bestyrelsesformand i Kolding IF, efter der blev affyret en nytårsraket under fredagens kamp.

Kolding: Det var ikke kun regnvejret, der forsinkede kampen mellem Kolding IF og Nykøbing FC, da koldingenserne fredag aften vandt 3-1 i silende regn.

Kampen kom 30 minutter for sent i gang på grund af vejret, og undervejs i kampen valgte dommeren kortvarigt også at stoppe spillet, da en nytårsraket pludselig kom flyvende fra mørket bag det ene mål. Ingen kom noget til, men det var ikke desto mindre en farlig episode for spillere, trænere og de 575 tilskuere, der var på stadion, hvor der er flere store trækonstruktioner.

Bestyrelsesformanden i Kolding IF, Claus Holm-Søberg, fortæller, at raketten blev affyret ude fra Stadionvej og ind igennem hegnet, og at den altså ikke har været smuglet ind på tribunerne.

- Det er selvfølgelig uholdbart, det der skete, siger han.

Der har også været episoder med ulovlige romerlys. Gør I nok for at forhindre den her slags?

- Jeg synes, vi gør, hvad vi kan. Vi undersøger stadion inden kampstart for at finde ud af, om der ligger noget, og folk bliver visiteret. Vi drøfter, hvad vi skal gøre fremadrettet både internt og med politiet, siger Claus Holm-Søberg.

Annonce

Hardcore fans

Bestyrelsesformanden fortæller, at klubben har en formodning om, hvem der har affyret raketten, og at vedkommende er fra Kolding. Han peger desuden på, at rivaliseringen mellem Kolding IF, Vejle Boldklub og Fredericia FC får nogle fans til at overskride grænser på tribunerne, selv når holdene ikke mødes på banen.

- Der er opstået en rivalisering mellem klubberne her i Trekantområdet, og den bidrager til, at der kommer flere fans, som er lidt til den hardcore side, og som synes, der skal ske noget, der ikke er helt lovligt, siger Claus Holm-Søberg.

- Vi kan se, at vi også bliver nødt til at tænke over det, når vi møder Nykøbing til en "lille" kamp, hvor der ikke er ret mange mennesker på stadion. Selv der kan der nu også ske ting og sager, siger han.

Hver gang der bliver affyret fyrværkeri under en fodboldkamp på Kolding Stadion, får Kolding IF en bøde. Det risikerer klubben også denne gang, selvom det lidt er en gråzone, når nytårsraketten blev fyret af uden for stadion.

- Jeg ved faktisk ikke, hvad der kommer til at ske. Vi får nok lige straks en skrivelse fra Divisionsforeningen, og så skal vi redegøre for det, der er sket. Så sagen skal gå sin gang, inden vi kender konsekvenserne. Umiddelbart er det, der sker inde på stadion, vores ansvar, mens politiet har ansvaret for det, der sker uden for, siger bestyrelsesformanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Teatertorden i byrådssalen

Det er ikke altid til at vide, hvad der sætter gang i debatten, når de 27 medlemmer af Vejen Byråd træder sammen. Sådan var det heller ikke på årets første møde i byrådet i tirsdags. Men det skulle vise sig at blive dagsordenens allerførste punkt; Klaus Kildemands anmodning om udtrædelse af byrådet. Det var som sådan ikke Kildemands exit på den lokalpolitiske scene, som satte gang i den verbale bulder og brag, tilhørerne blev vidner til. Allerede forud for byrådsmødet havde løsgængeren Anni Grimm i et læserbrev kritiseret, at formandsposten midt i perioden går fra en socialdemokrat til en anden. Hendes grænse for en ”forhånds-postfordeling” var overskredet, lød det i læserbrevet. Anni Grimm tog også ordet på byrådsmødet, hvor hun kaldte sagsforløbet fra socialdemokraterne for arrogant. Anni Grimm blev i den grad bakket op af Liberal Alliances Martin Boye. Han udtrykte sin bekymring over, at den socialdemokratiske gruppeformand Jørgen Thøgersen med et pennestrøg tilsidesatte Retssikkerhedslovens bestemmelser om, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger deres formand. Det står naturligvis Anni Grimm og Martin Boye frit for, hvad de mener. Derom ingen tvivl. Det må være dog berettiget at kaste erindringen tilbage til valgaftenen den 21. november 2017. Lige omkring midnatstide kommer repræsentanter for Venstre, Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ud for at fortælle, at en bred konstitueringsaftale er på plads. Den fremmødte presse får at vide, hvordan eksempelvis formandsposterne i fagudvalgene fordeles. Socialdemokratiet får i denne forbindelse tildelt formandsposterne i tre udvalg – heriblandt Børn- og Ungeudvalget. Konstitueringsaftalen var Anni Grimm på den sene valgaften selv med til at præsentere som medunderskriver. Aftalen tiltræder Martin Boye også umiddelbart inden Vejen Byråds konstituering i december 2017. Mod slutningen af 2018 bekendtgør Martin Boye dog, at han ikke længere er en del af aftalen. Det er en anden historie. Børn- og Ungeudvalget adskiller sig fra de andre stående udvalg ved, at her sidder også to børnesagkyndige samt en dommer. Anni Grimm mente på byrådsmødet i tirsdags, at Børn- og Ungeudvalget derfor ikke kan sammenlignes med de øvrige stående udvalg, hvor der udelukkende er politisk repræsentation. Det kan godt være, at Retssikkerhedsloven foreskriver, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger sin formand. Men det gør de øvrige stående udvalg også. Også borgmesteren vælges formelt af byrådet. Realpolitisk er formandsposterne dog fordelt, når konstitueringsaftalen er underskrevet. Anni Grimm har engang her i avisen leveret et ganske enestående citat, hvor hun slog fast: - Det har simpelthen været nødvendigt at få trådt i klaveret. Citat slut. Her i denne sag virker det som om, at der blev trådt lige hårdt nok. Det tangerer teatertorden. GOD SØNDAG

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];