Annonce
Vejen

Nyt arrangement trak mange gæster til Sønderskov

60-70 borgere mødte søndag op på Museet på Sønderskov for at få en personlig rundvisning i forbindelse med Herregårdenes Dag. Her er Ane Bysted, ny museumsinspektør på Sønderskov, i gang med at fortælle om den historiske hovedbygning. Foto: Astrid J. Vestergaard
Museet på Sønderskov tilbød søndag rundvisninger både ude og inde i anledning af Herregårdenes Dag.

SØNDERSKOV: Museet på Sønderskov deltog søndag i arrangementet "Herregårdenes Dag", der er nyt og landsdækkende.

Det betød, at der var rundvisninger både i Sønderskovs smukke hovedbygning og i de frodige haver ved voldgraven.

60-70 borgere - heraf enkelte udenlandske turister - dukkede op for at blive klogere på en svunden tid, og Sønderskovs nyansatte museumsinspektør Ane Bysted viste samme med kustode Karen Thygesen rundt i hovedbygningen.

Ved rundvisningens start blev det slået fast, at Sønderskov-bygningerne ikke er et slot men en herregård.

- Mange tror fejlagtigt, at der er tale om et slot, men for at man kan tale om et slot, skal bygningerne have været i kongeligt eje, og det har Sønderskovs bygninger aldrig været. Derfor er der tale om en herregård og ikke et slot, lød det fra Ane Bysted, som gjorde meget ud af at fortælle om datidens herremænd, deres brug af fæstebønder og deres forpligtelse til at stille personligt - og med et antal ryttere - når kongen havde behov for militær tjeneste.

Annonce
Mange tror fejlagtigt, at der er tale om et slot, men for at man kan tale om et slot, skal bygningerne have været i kongeligt eje, og det har Sønderskovs bygninger aldrig været.

Any Bysted, museumsinspektør

Kongen genkendte ikke adelsmanden

Rundvisningen bød på en lang række oplysninger om hovedbygningens oprindelse, funktion og istandsættelse.

Anekdoter blev det også til. For eksempel anekdoten om, hvorvidt Kong Christian den Fjerde efter sigende skulle være kommet ridende til Sønderskov, hvor han traf den daværende ejer, adelsmand Thomas Juhl, helt sort og snavset, hvorpå han ikke genkendte ham og spurgte efter Thomas Juhl.

- Men Konge, det er jo mig, skulle Thomas Juhl have sagt. Han var blevet sort af at arbejde som smed - et arbejde, han var meget passioneret omkring, fremgik det af rundvisningen.

De fremmødte fik rig lejlighed til at studere både runestenen fra Malt, kalkmalerier, der forestiller romerske kejserportrætter, og Nordeuropas største fund af havevaser. Fæstedskatten blev naturligvis også beundret.

En god start

Den nyansatte museumsinspektør, Ane Bysted, kommer fra en stilling som underviser i historie på Aarhus Universitet og udtalte efter arrangementet, at hun fandt det spændende at vise rundt på Sønderskov, og at hun havde tilbragt flere timer - forud for rundvisningen - med at læse om Sønderskovs historie.

Hun oplyste også, at hun nyder jobbet som museumsinspektør på Sønderskov og familiens nye bopæl i Lunderskov.

Herregårdenes Dag

Herregårdenes Dag er en ny, landsdækkende begivenhed.

Der er tale om et arrangement, hvor slotte og herregårde over hele landet slår dørene op til arrangementer og aktiviteter i de store huse og deres haver.

Over 30 slotte og herregårde deltog i Herregårdenes Dag, der blev afviklet søndag 18. august.

Museet på Sønderskov tilbød i den forbindelse rundvisninger både ude og inde.

Arrangementet skal være med til at sætte fokus på landets slotte og herregårde, som er en væsentlig - men ofte overset - del af dansk kulturarv.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce