Annonce
Haderslev

Nyt børnehus skal gøre skolen til førstevalget

Håndværkerne er i fuld gang med at anlægge en ny spændende lege- og boldplads i den gamle skolegård, som både skole- og børnehavebørn kan benytte. Når græsset er groet til, rykker børnene fra Spirevippen ind. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

I Øsby smelter skole og daginstitution sammen til Haderslev Kommunes første børnehus. 31. maj er der fest for den nye fællesinstitution.

Annonce

Øsby: I den første uge af juni rykker børn og pædagoger fra Spirevippen ind i den totalt renoverede 100 år gamle skolebygning i Øsby. Dermed bliver der skrevet et helt nyt kapitel i Øsby skoles historie. Skole og daginstitution smelter nemlig sammen og bliver til Haderslev Kommunes første integrerede skole-daginstitution, Øsby Børnehus.

Siden sommerferien har håndværkerne været i gang med den op til seks millioner kroner dyre renovering. Snart mangler kun rengøringen og møblerne, og selv om afdækningspapir stadig ligger på gulvene og malingen hist og pist endnu er våd, så er bygningen og hele resten af skolen så småt ved at være klar til at byde de godt 43 børn fra og og seks medarbejdere fra Spirevippen velkommen på skolematriklen og i det nye børnehus, der også kommer til at rumme den store skolefritidsordning.

Ikke blot håndværkerne har været i gang. Juridisk har det også været et kunststykke, at få personalegrupper, underlagt to forskellige lovgrundlag, til at fusionere.

- Vi glæder os rigtig meget, siger afdelingsleder Wilhelm Lorenzen Fabricius fra Øsby Skole, der sammen med Bodil Holm fra Spirevippen i det seneste halve år har holdt flere ugentlige møder om sammensmeltningen, der kommer til at danne skole for mulige tiltag andre steder i kommunen.

Baggrund

Skolen i Øsby er en del af Fællesskolen Starup-Øsby, som er er et børne- og ungeunivers - og altså har elever fra 0.-6. klasse.Der går 120 børn på afdelingen i Øsby.

Afdelingen har otte fuldtidsansatte samt tre fuldtidsansatte i sfo-delen. Derudover kommer der personale fra afdelingen i Starup for at undervise.

Spirevippen er en selvejende institution med driftsoverenskomst med Haderslev Kommune. Den holder i dag til på Øsby Stadionvej.

Natur og bevægelse er en vigtig del af skolen i Øsbys profil. I to klasseværelser er de gamle vinduer derfor erstattet med døre og der er bygget et trapperepos, som kan bruges til udendørs undervisning eller blot til at hygge sig på i frikvartererne. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce

Gavner skolen og Øsby

Børnehuset er ikke blot en fremtidssikring af Øsby Skole, der ifølge planerne skal være det helt naturlige førstevalg, når skolegangen nærmer sig. Børnehuset er pædagogisk også en investering i børnene, som får en mere direkte og smertefri overgang fra daginstitution til skole - fordi alle kender hinanden.

Wilhelm Lorenzen Fabricius forventer, at børnehuset derfor kan komme både skolen og Øsby til gavn.

- Der er mange små steder, der er udfordret på børnetallet. Dette er ingen spareøvelse, understreger han.

Sammensmeltningen bliver fejret stort. Skolen og Spirevippen, der går fra at være selvejende til at blive kommunal, er sammen med Øsby Beboerforening og idrætsforeningen gået sammen om en stor fest. Torsdag den 31. maj om aftenen bliver grillen tændt.

- Vi forventer en 300-400 mennesker, siger Wilhelm Lorenzen Fabricius.

Øsby Børnecenter er et helt nyt og spændende initiativ i Haderslev Kommune, der forener daginstitution og skole. Wilhelm Lorenzen Fabricius glæder sig til at komme i gang med hverdagen, når håndværkerne rykker ud - og børnene fra Spirevippen rykker ind. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Meget må I, men rør ikke ved det store kirsebærtræ. Sådan har ordren til håndværkerne lydt fra Wilhelm Lorenzen Fabricius. Børnene på både skolen og i den nye daginstitution i den gamle skolebygning kan derfor glæde sig over blomsterne i det gamle træ. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce