Annonce
Esbjerg

Nyt boligkvarter skal fortætte midtbyen: Flagskibsbyggeri på 12 etager er lige rundt om hjørnet

Der har før i tiden ligget mange teglværker i området, hvor de nye lejlighedskomplekser ligger. Derfor er valget af de røde mursten ikke helt tilfældigt. Foto: Mikkel Hausted Hansen
Et nyt boligkvarter med 159 studie- og familieboliger skal løfte Østerbyen. De fleste lejligheder er klar til beboere, og fra starten af næste år står også den sidste bygning på hele 12 etager klar.
Annonce

Esbjerg: De sidste røde facadesten er inden længe spartlet og lagt, og dermed kan Esbjergs nye boligkvarter være med til at give Østerbyen et løft. Den nye bydel kaldes "Teglværkskvarteret", og er et hjerteprojekt fra Arbejdernes Boligforening, der startede i 2017 i anledning af foreningens 100-års jubilæum.

Første skud på stammen var 46 studieboliger, og for nyligt har man tilføjet en 6-etagers bygning med 21 familieboliger, der også står klar til indflytning. Bygningen tilbyder tre typer lejligheder på 79, 85 og 95 kvadratmeter, der strækker fra 5600 til 6700 kroner i månedlig husleje.

- Vi mangler at udleje fire eller fem, men der går ikke lang tid, før det sker. Vi startede udlejningen i juli, så det er faktisk gået rigtig godt, siger Peter Larsen, direktør i Arbejdernes Boligforening.

Udover familieboligerne kan studerende fra den 1. august også flytte ind i en af de 50 nye studieboliger over den nye Netto-butik på Gammel Ringvej. Alle lejligheder er ens med en husleje på 3700 kroner - og det er ikke et krav, at man skal være studerende.

- Vi har været nødt til at lave enkeltvis fremvisninger grundet corona. Det har givet noget ekstra arbejde, men det har vist sig at være godt givet ud. Vi regner med at få afsat næsten alle inden 1. august, siger Peter Larsen.

Annonce

Østerbyen skal løftes

Tidligere har der været mange teglværker i kvarteret, hvor de nye boligblokke står. Det fremgår også af de rød/brunlige facadesten, som er en bevidst reference til kvarterets historie. Med det nye boligkvarter ønsker boligforeningen at give Østerbyen et løft.

- Det er et attraktivt sted for os at bygge. Kommunen har i nogle år haft en vision om, at midtbyen skal fortættes, så man kan få flere mennesker til centrum. Det her er tæt på både banegården og Broen, og samtidig får vi udbygget lidt i Østerbyen, siger Peter Larsen.


Man kan godt sige, at det er vores flagskibsbyggeri, da det er så stort, som det er. Det er også lidt særligt for os, fordi det blev startet i anledning af vores 100-års jubilæum.

Peter Larsen, direktør for Arbejdernes Boligforening


Der er også planer om at bygge et hotel i Teglværkskvarteret. Det projekt står Det Faglige Hus bag.

- Jeg synes, det er fint at give Østerbyen et løft - det kan være, man får noget caféliv rundt omkring i kvarteret. Historisk set har man også sagt, at den her del kun har fået røg, støj og møg. Så jeg er glad for, at vi kan skabe noget andet aktivitet her, siger Poul-Erik Hansen, formand for Arbejdernes Boligforening.

Annonce

Flagskibsbygningen

Det er foreningens igangværende projekt, der bliver glasuret på boligkagen i det nye Teglværkskvarter. I starten af 2021 står et højhus klar med 42 nye familieboliger fordelt på 12 etager. Lejlighederne er på mellem 75 og 112 kvadratmeter. Sidstnævnte boligtype koster 8500 kroner i månedlig husleje.

Når boligerne på de øverste etager står færdige, vil man kunne se helt til Fanø og på en klar dag sågar til Domkirken i Ribe.

- Jeg tror, at lejlighederne på de højere etager bliver rigtig populære. Det vil nok være til folk, der har en lidt højere indkomst, eller også kunne det være et ægtepar, som lige har solgt sit parcelhus, siger Peter Larsen.

Dog holder direktøren fast i, at det ikke er et boligprojekt forbeholdt overklassen.

- Det er ikke et luksusbyggeri. Vi bruger gode materialer, men jeg vil holde fast i, at det er for den almindelige borger, siger Peter Larsen.

Annonce

Debatten om højt byggeri

Peter Larsen har været opmærksom på den kritik, der har fulgt med Det Faglige Hus' planer om at opføre et 12-etagers højhus på hjørnet af Torvegade og Borgergade.

- Der har ikke været de samme protester her, som ved det inde i midtbyen. Vi har fået et par indsigelser, og det er også derfor, at der ingen altaner er. Men vi har slet ikke oplevet samme modstand, siger Peter Larsen.

Peter Larsen og Poul-Erik Hansen fra Arbejdernes Boligforening synes begge, at det er en spændende udfordring at give sig i kast med et højere byggeri. Foto: Mikkel Hausted Hansen

Den høje bygning bliver ikke den nye normal for Arbejdernes Boligforening, der fortsat ønsker at bygge tætte, lave byggerier. Men det høje projekt var for spændende at sige nej til.

- Man kan godt sige, at det er vores flagskibsbyggeri, fordi det er så stort. Det er også lidt særligt for os, fordi det blev startet i anledning af vores 100-års jubilæum, siger Peter Larsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Sådan ruster vi EU til fremtiden

Nordtyskland

Risikerer fængsel: Tysk familiefar tog på McDonalds, selv om han vidste, han var smittet

Trekantområdet

Gode forhold og næsten ingen kø: Flere hundrede er allerede blevet testet for covid-19 i MesseC

Annonce