Gesten: Et nyt bosted er sandsynligvis på vej i Vejen Kommune.
Det er Forenede Care A/S, der har hovedkontor i Greve, der har søgt om tilladelse til at omdanne en ejendom, der på nuværende tidspunkt indeholder bed & breakfast og kursusejendom.
Forenede Care ønsker at benytte ejendommen til et botilbud med ni værelser og tilhørende personalebolig.
Ejendommen ligger på Stilundvej 25 i Ravnholt cirka tre kilometer nord for Gesten og er i øjeblikket til salg ved Danbolig i Vejen til 2,7 mio. kr.
"Ejendommen byder blandt andet på tre køkkener, 14 værelser og fem badeværelser, ligesom den store grund og eget skovstykke taler herlighederne op. I 2 dele af ejendommen er der etableret Bed& Breakfast", fremgår det blandt andet annoncen for ejendommen.
9 yngre kvinder
I tilladelsen fra Vejen Kommune til at omdanne ejendommen til et bosted kan man blandt andet læse, at: "Botilbuddet vil kunne huse op til 9 yngre kvinder i alderen fra 16-23 år, med emotionelle udfordringer og/eller psykiatriske diagnoser såsom angst, spiseforstyrrelse, selvdestruktiv adfærd mv. Disse yngre kvinder har brug for støtte, omsorg, struktur og rådgivning af fagprofessionelle i trygge og struktureret rammer. Der er ikke tale om kvinder, som har et aktivt misbrug eller som er kendt med en ubehandlet psykisk diagnose. Botilbuddet vil være døgnbemandet fra ejendommens stuehus."
Vejen Kommune vurderer, at ejendommen med sin nuværende anvendelse er velegnet til formålet, og at placeringen i det bevaringsværdige landskab ved hovedgården "Ravnholt" er hensigtsmæssig.
Ifølge tilladelsen har kommunen vurderet, at bostedet ikke vil få indflydelse på naboer, da ejendommen i dag anvendes til lignende formål (bed & breakfast), og at afstanden til nærmeste nabobeboelse er cirka 170 meter. Af de grunde har der ikke været en naboorientering.
Der er dog stadig en generel høringfrist, der løber frem til 8. februar, hvorfor det fortsat er muligt at gøre indsigelse mod projektet.
JydskeVestkysten har været i kontakt med Forenede Care, der dog ikke ønsker at udtale sig om sagen ind til høringsfristen er overstået.
Forenede Care
Forenede Care er en privat plejevirksomhed, der driver plejecenter, lokalcenter og flere krisecentre.