Tinglev: Tirsdag i sidste uge sendte Tinglev Skole hele 4. årgang - 33 elever - samt tre lærere hjem, fordi en elev var konstateret smittet ved covid-19.
Mandag måtte skolens ledelse så igen til at ringe rundt til forældre og informere dem om, at deres børn var sendt hjem, fordi en klassekammerat er smittet. Denne gang er det 30 elever fra 6. årgang, der er hjemsendt efter dialog med sundhedsmyndighederne.
- Der er blevet ringet rundt til de relevante forældre til eleverne på Tinglev Skole. Hjemsendelsen sker efter dialog med myndighederne samt sundhedsplejersken. Som altid i disse situationer opfordrer jeg til, at alle følger de retningslinjer, der er på området, så vi kan inddæmme og begrænse smitten, siger skolechefen i Aabenraa Kommune, Rasmus Andreassen.
Ligesom 4. årgang vil også de hjemsendte elever fra 6. årgang modtage fjernundervisning i den periode, de er hjemsendt.
Det er tredje tilfælde af coronasmitte på Tinglev Skole. Det første blev konstateret tilbage i begyndelsen af november. Dengang var det en medarbejder, der var testet positiv for covid-19, men det fik ingen konsekvenser for skolegangen, da medarbejderen ikke havde haft nærkontakt med eleverne.
I arbejdet med smitteopsporingen har der været fokus på, om der er en sammenhæng mellem de tre tilfælde, men det er ikke tilfældet, oplyser skoleleder Morten Heilmann Sørensen i en mail til samtlige forældre.