Annonce
Danmark

Nyt hold Irak-soldater må væbne sig med tålmodighed

Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Sikkerhedssituationen i Mellemøsten betyder, at danske soldater ikke kan være til stede på fuld styrke.

Det er fortsat uvist, hvornår det nye hold danske soldater, der skal træne sikkerhedsstyrker i Irak, kan være til stede på fuld styrke på Al-Asad-basen i Irak.

Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) onsdag i forbindelse med et møde i København, hvor repræsentanter fra koalitionen, der bekæmper den militante bevægelse Islamisk Stat (IS), diskuterer situationen i Mellemøsten.

- Så snart sikkerhedssituationen tillader det, er vi tilbage igen for at træne de irakiske soldater og fortsætte kampen mod IS sammen med vores partnere i koalitionen, siger Kofod.

Dermed hentyder han til lande i Den Persiske Golf, andre europæiske lande samt USA og Canada.

Det er på grund af sikkerhedssituationen i Irak, at træningsaktiviteterne er indstillet. Størstedelen af de danske soldater fra Al-Asad-basen blev 9. januar flyttet til Kuwait.

Det drejede sig om cirka 100 soldater, som efter et missilangreb, der blandt andet ramte basen, blev flyttet. Angrebet var en reaktion på USA's drab på den højtstående iranske general Qassem Soleimani.

Det næste hold danske soldater, der skal til Irak, vil med kort varsel være klar til at tage af sted. Det har Forsvarsministeriet tidligere udtalt.

Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper IS i Irak og Syrien.

Mødet i København er det første i koalitionen efter den seneste tids spændinger i Mellemøsten.

Blandt deltagerne er USA's særlige udsending til kampen mod IS, James Jeffrey. Han takker Danmark for indsatsen i kampen mod IS.

Og den er langt fra slut, lyder det fra Kofod.

- Vi er kommet langt i kampen mod Islamisk Stat, men de er ikke slået endnu.

- Der er stadig omkring 15.000 IS-krigere både i Irak og Nordøstsyrien. Det er en terrorbevægelse, der truer sikkerheden i Europa, Danmark og hele Mellemøsten, siger Kofod.

Han tilføjer, at det fortsat er planen, at Danmark mod slutningen af 2020 overtager lederskabet af Natos træningsmission i Irak.

/ritzau/

Annonce
Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet om onsdagens møde
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Annonce