Annonce
Livsstil

Nyt liv i den gamle kedelhal

Zeni Arkitekter forelskede sig i den gamle kedelbygning, som de har lavet om til kontor. PR-foto: Martin Schubert
Kedelhallen leverede fjernvarme til hele Aabenraa frem til 2012, hvor funktionen blev flyttet ud af byen. I 2018 transformerede en lokal tegnestue den gamle hal til et kreativt kontorrum, som nu er nomineret til Renover-prisen.
Annonce

Seks år efter nedlukningen kom der i 2018 nyt liv i Aabenraas gamle kedelhal. Da bygningens nye ejere, Boligsyd, overtog kedelhallen og de tilstødende lokaler i 2017, valgte de Zeni Arkitekter som rådgivere. Arkitekterne, der ledte efter nye lokaler, faldt med det samme for potentialet i kedelhallen og fik lov til at flytte ind. Nu er Zeni Arkitekters renoveringsprojekt nomineret til prisen Renover, der uddeles 17. november.

Bygningen indeholdt fire store kedler med olie, der fra 1957 til 2012 leverede varme til byen, indtil produktionen i huset blev flyttet ud. Kedlerne stod tilbage i den kolde og gennemført funktionelle hal.

- Det var en våd drøm, der gik i opfyldelse. Vi havde aldrig fået disse kubikmeter andre steder. Skulle vi bygge nyt, kunne du skære fem meter af rummets højde, hvis vi skulle holde vores budget. Det er gaven ved transformationer som denne, siger arkitekt og ejer af Zeni Arkitekter Torben Engsig Svan Sørensen.

Egentlig regnede arkitekterne med, at de kunne bevare den rå indre mur, men sådan skulle det ikke gå. Der var ingen isolering i byggeriet og ingen hulmur. Derfor er det hele blevet isoleret. Også gulvet hvor der er lagt et nyt betongulv med isolering under.

De rå betonmure droppede arkitekterne. I stedet fandt de på en løsning med krydsfiner som vægbeklædning. Det giver byggeriet et varmt indre som kontrast til de industrielle detaljer, man har valgt at bevare.

- Vi kunne have brugt hvide vægge eller gipsvægge, det havde været billigere, men vi brugte lidt flere penge og brugte træ, som giver varme og ro, siger Torben Engsig Svan Sørensen.

Zeni Arkitekter

Kedelhallen er nomineret til Renover-prisen, som hylder gode eksempler på renoveringsprojekter i hele landet.

Prisen uddeles 17. november.

Det er Zeni Arkitekter, der stod for renoveringen, og de er selv flyttet ind i bygningen.

Den gamle kedelhal ejes af den almene boligforening Boligsyd, som er flyttet ind i i resten af bygningen.

Zeni Arkitekter laver mange forskellige opgaver, men har de senere år lavet mange undervisningsbyggerier, blandt andet Fyns HF i Odense og Flow Factory i Haderslev.

De er 12 på tegnestuen.

Annonce

Røde rør er en gave

Under træpladerne er der en dug og 20 centimeter isolering. Bortset fra den første plade langs gulvet er vægbeklædningen perforeret næsten helt op til loftet. Det gavner akustikken og har elimineret den rumklang, der ellers hurtigt kan opstå i en bygning som denne.

Loftet endte med at være det eneste af bygningens indre, som de kunne bevare og ikke dække til, og den røde farve, som er blevet en del af virksomhedens identitet.

- Vi har beholdt den røde farve, og den er vi superglad for, fordi den giver det hele lidt kant, siger Torben Engsig Svan Sørensen.

De røde rør, som engang var forbundet til kedlerne, vidner om bygningens historie. Farven går igen i stålspærene, der støtter tagkonstruktionen, og det gamle, røde vægur, som virksomheden fik af den tidligere ejer.

- Det var en gave, at vi kunne beholde de gamle rør. De har en fed farve, som vi har taget til os og bruger i vores logo. De gamle elementer giver byggeriet identitet fra dag ét. Det giver charme og identitet fra start, siger han.

Som en del af dekorationen valgte arkitekterne at bruge de store, gamle vinduespartier som rumdelere. Vinduerne, der kun var enkeltglas, skulle alligevel skiftes ud med nye termoruder, og derfor bruges de nu som en skillevæg mellem skrivebordene og fællesfunktionerne.

Annonce

Zoner til fokus og snak

Som en del af processen har arkitekterne hos Zeni brugt egne metoder på sig selv. Derfor har de over nogle workshops talt sig frem til deres behov. Derfor er byggeriet inddelt i et stille skrivebordsområde, hvor man kan arbejde koncentreret, og to små rum og en krog, hvor man kan tage de lange telefonsamtaler.

- Halvdelen af os sidder med det samme projekt gennem længere perioder, og det kræver fokus og koncentration. Den type opgaver bliver udfordret i storrumskontoret. Sådan en som mig, der hele tiden taler i telefon og render til møder, er ligeglad. Jeg er vant til at blive afbrudt, og jeg sidder sjældent to timer med den samme opgave. Jeg får mere viden af at være i storrum, fordi jeg kan høre, hvad de andre arbejder på og komme med input, men man skal respektere, at vi ikke har godt af for mange afbrydelser, siger han.

Det er blevet til to lukkede mødelokaler. Det ene er i det tidligere værksted, hvor endnu et stort vinduesparti er blevet til glasvæg ud mod skrivebordene. Det andet er en lille, lukket kasse ved indgangen, hvor man kan tage længere telefonsamtaler eller fine ro til fordybelse. Derudover er der skabt en lille krog klædt i rødt stof, hvor man også kan trække sig hen for ikke at genere andre i storrummet.

Over printerrummet og toilettet er en mezzanin, hvor arkitekterne holder møder. Her står mursten, træ og stofprøver linet op, så de er til at gribe og inddrage i arbejdsprocessen.

Boligsyd, som ejer bygningen, har indtil nu bevaret den store skorsten. Det glæder Torben Engsig Svan Sørensen sig over: - Det er en fem år siden, skorstenen blev fuget, så den har noget liv endnu. Det er fedt, den er der. Hvis skorstenen er væk, kan du ikke længere gætte, hvad bygningen har af historie. PR-foto: Martin Schubert
Annonce

Roses for projektet

Renover-komitéen fremhæver Kedelhallen som et eksempel på, hvordan der skabes nyt liv i bymidter, som rømmes for industri.

- Man kunne godt være bekymret for, at denne bygning ville stå tom i årevis. Det kan være svært at se, hvad man skal gøre ved en bygning som denne, men vi har fagligheden til at se mulighederne i den, siger Torben Engsig Svan Sørensen.

Med de nye lokaler i den gamle kedelhal har tegnestuen fået en super beliggenhed midt i Aabenraa. Zeni Arkitekter er ikke afhængige af strøgkunder, men til gengæld er Torben Engsig Svan Sørensen nu langt mere stolt over at invitere kunder ind i huset i stedet for selv at tage ud. I det hele taget mærker Zeni Arkitekter en begejstring for deres projekt.

- Folk er glade for vores arbejde med Kedelhallen. Det havde vi ikke tænkt over på forhånd, men alle vores samarbejdspartnere synes, det er fedt at gamle bygninger får nyt liv. Det oplever vi generelt, når vi arbejder med projekter som dette. Vi har ikke mødt en eneste kritisk røst, siger Torben Engsig Svan Sørensen.

Den røde farve på de rør, der tidligere var forbundet til de gamle kedler, bliver i dag brugt i Zeni Arkitekters logo. PR-foto: Martin Schubert
Annonce

En større tendens

Renoveringsprojektet taler ind i en større tendens, hvor erhvervsbyggerier i bycentrene mister deres funktion. I nogle tilfælde står de tomme og forfalder i mange år. Her kan Kedelhallen være et eksempel på en transformation til inspiration for andre.

- Danske købstæder som Aabenraa er udfordret. Gågaderne sygner lidt hen, og her i byen kæmper de en brav kamp med at omdanne gågaden. Det handler om at tiltrække arbejdskraft, og vi må i fællesskab finde ud af, hvad byer af denne størrelse skal lave i fremtiden. Vi kommer nok i endnu mindre grad til at købe vores tøj i gågaden, og så må vi finde ud af, om vi i højere grad skal lave oplevelsesbutikker og specialbutikker, siger han.

For arkitekterne i Aabenraa har renoveringen givet pote på en måde, som Torben Engsig Svan Sørensen ikke havde forestillet sig.

- Huset er blevet en formidlingsmaskine. Dem, som besøger os, er slet ikke i tvivl om, hvilken merværdi arkitekturen kan give til de rum, vi opholder os i, siger han.

Vinduerne i bygningen er skiftet, og de gamle vinduer er lavet til rumdelere. PR-foto: Martin Schubert
Oven på toiletter, køkken og printerrum er der bygget en kvart etage, som udgør møderum. PR-foto: Martin Schubert
I stillezonen skal der være ro til fordybelse. PR-foto: Martin Schubert
De store planker er genbrug fra et renoveringsprojekt og udgør nu et bord. PR-foto: Martin Schubert
En lille krog, hvor man kan foretage telefonopkald. PR-foto: Martin Schubert
Kedelhallen i Aabenraa har fået nyt liv. PR-foto: Martin Schubert
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Jesper Petersen bliver ny statsrevisor

Danmark For abonnenter

Bulldozere og billigere færgebilletter året rundt: Sådan vil Venstre hjælpe landdistrikterne

Annonce