Varde Kommune har valgt arkitektfirmaet Rum som totalrådgiver på projektet om 32 nye plejeboliger for svært demensramte
Ølgod: Varde Kommune ønsker at forbedre forholdene for kommunens demensramte borgere og pårørende og opfører derfor et nyt plejehjem i Ølgod.
Det nye demenscenter i Ølgod skal rumme 32 almene plejeboliger og tilhørende servicearealer på godt 3000 kvadratmeter. I servicearealet skal der blandt andet etableres personalerum, aktivitetsrum og faciliteter til minimum seks daghjemspladser.
Der er i projektet et særligt fokus på at skabe udemiljøer, som understøtter fysisk aktivitet og udeliv, hvor borgere med demens, pårørende og medarbejdere kan færdes trygt i de grønne områder.
Herudover ønskes der indarbejdet velfærdsteknologiske løsninger som eksempelvis sensorgulve og løsninger, der sikrer en naturlig døgnrytmebelysning i boliger og servicearealer.
Plejecentret opføres som erstatning for Vinkelvejscentret, det nuværende demenscenter i Ølgod, der er ved at være utidssvarende.
Teamet bag
Arkitektfirmaet Rum danner på opgaven team med landskabsarkitekterne Green Sustainable Landscape, ingeniørerne Gregersen & Olsson samt elingeniørerne Consel.
Det forventes at projektet kan tages i brug i starten af 2021.
- Teamet kommer til opgaven med et stort fokus på "hjemmets" kvaliteter både inde og ude. Vi har fokus på at skabe et genkendeligt og hjemligt miljø, der giver tryghed for den enkelte beboer, hvor arkitektur og indretning understøtter trivslen hos demente´, siger Claus Jensen, arkitekt og partner i Rum, i en pressemeddelelse.