Annonce
Esbjerg

Nyt projekt klar til start: Ungdomshøjskole modtager stort beløb til opførelse af Midgårdsormen

En del af arbejdsgruppen bag Projekt Midgårdsormen i Vester Vedsted, der har modtaget 100.000 i støtte fra Højskolernes Sommerpakke, er kunstner og tømrer Esben Sörensen, UHR-forstander Lone Hee og projektansvarlige fra UHR-Skoven Kirsten Lund og Carmen Dorethe Holmstrup. Privatfoto
Højskolernes Sommerpakke har doneret midler til nyt projekt i Vester Vedsted ved Ribe, hvor en stor Midgårdsorm står centralt i et inkluderende, folkeoplysende og kunstnerisk projekt.
Annonce

Vester Vedsted: Ungdomshøjskolen ved Ribe - UHR - har modtaget midler fra Højskolernes Sommerpakke til aktiviteter, og helt konkret betyder det, at skolen har fået doneret 100.000 kroner til Projekt Midgårdsormen

Arbejdet med Midgårdsormen skydes officielt igang mandag 10. august klokken 19.00 ved skolen, hvor projektet præsenteres, og hvor der vil være musik og historiefortælling om væsnet fra den nordiske mytologi.

Forstander på UHR, Lone Hee, forklarer, at Midgårdsormen er et folkeoplysende, kunstnerisk og inkluderende projekt, hvor opbygningen af en Midgårdsorm, der bliver op til tre meter i højden, mens længden endnu ikke er fastsat, står centralt i projektet på højskolens grund ved UHR-skoven.

- Ved at bygge en Midgårdsorm i forbindelse med UHR-Skoven får vi skabt et nyt opholdsområde, der samtidig består af moduler, der har praktisk anvendelse som opbevaring, hvile eller leg, siger Lone Hee og forklarer, hvordan ormen opbygges i lokale, bæredygtige materialer som blandt andet genbrugsmaterialer og drivtømmer, mens de enkelte dele bliver brugbare moduler i UHR-skovens permakultur-have.

Annonce

Vil skabe fællesskab

Ormen bygges af kunstner og tømrer Esben Sörensen fra Ribe, der sammen med musiker Rasmus Petersen fra Vester Vedsted er nøglepersoner i projektet, mens de to projektansvarlige fra UHR-Skoven, Kirsten Lund og Carmen Dorethe Holmstrup, ser frem til, at processen kommer til at inkludere samarbejde med nye grupper i lokalområdet.

- På denne måde får Midgårdsormen tilknytning til højskolen, og håbet er, at disse grupper på sigt vil deltage i højskolens liv, som eksempelvis i de offentlige arrangementer. Vi ønsker at skabe et fællesskab, hvor nye, måske sårbare, grupper deltager i højskolens fællesskab, og projektet bliver inddragende gennem konkret byggearbejde, fællessang, spisning, samvær og fortælling, siger Kirsten Lund.

Præsentation

Mandag 10. august klokken 19.00 bliver Projekt Midgårdsormen præsenteret ved Ungdomshøjskolen UHR i Vester Vedsted syd for Ribe.

Midgårdsormen vil blive en del af skolens permakulturprojekt UHR-skoven, der er en skovhave inspireret af permakultur, hvor ønsket er at skabe et fællesskab for bæredygtighed gennem blandt andet økologi, global opvarmning og udeliv.

Processen tager to måneder og kan følges af lokale borgere, og folkene bag Midgårdsormen planlægger fem events, hvor særlige grupper inviteres til at komme og være med til at bygge på Midgårdsormens elementer, høre om projektet og den nordiske mytologi i moderne kontekst samt deltage i fællessang og få en let servering.

Lone Hee forklarer, hvordan UHR til dagligt arbejder med en inkluderende kultur, og med dette projekt har forventninger om at kunne udvide vores målgruppe.

- Både som højskole og for vores kursister vil samarbejdet med andre udsatte grupper øge forståelsen for forskellighed, og lære os at respektere andre menneskers forskellige kompetencer, siger Lone Hee.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Statsministeriet indkalder til pressemøde om corona

Annonce