Annonce
Erhverv

Nyt råd skal rydde op i bankernes afkastgæt

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Kunderne skal sikres rene linjer med råd, der forhindrer, at bankerne giver for optimistiske bud på fremtiden.

Bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, har bedt Rådet for Pensionsprognoser fastsætte nye fælles afkastforudsætninger for bankerne.

Det skal hjælpe forbrugere, så de ikke får stillet forskellige afkast i udsigt, selv om de investerer i produkter, som ligner hinanden.

Det skriver Børsen.

Når bankerne skal give deres bud på fremtidens afkast, er det nemlig ikke sikkert, at de arbejder ud fra de samme forudsætninger.

Men det skal der laves om på.

- Vi får fuldstændig rene linjer for, hvad man skal lægge til grund, når man skal syreteste produkter og rådgive kunderne, siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark, til Børsen.

De nye fælles afkastforventninger kommer blandt andet efter en sag i Danske Bank om investeringsproduktet Flexinvest Fri.

Her er Danske Bank sigtet af Søik, bedre kendt som Bagmandspolitiet, for at vildlede kunder.

Banken havde på et tidspunkt skruet op for gebyrerne - vel vidende, at det ville betyde, at kundernes udgifter til gebyrer ville overstige deres forventede gevinster fra investeringerne.

- Det er klart, at den sag har sat helt anderledes fokus på det her område. Ved et højere renteniveau havde det måske ikke betydet helt så meget, om obligationsrenten var sat en smule højere eller lavere, siger Ulrik Nødgaard til Børsen.

Rådet for Pensionsprognoser leverer allerede forventninger til afkast, som benyttes i pensionsbranchen.

I spidsen for det nye uafhængige råd står Jesper Rangvid, professor ved Copenhagen Business School.

Han forklarer, at der kan være interessekonflikter mellem banker og kunder, når man skal give et bud på fremtidens afkast. Derfor kan et uafhængigt bud være en god idé.

De nye afkastforventninger forventes at komme første gang i andet kvartal næste år.

De vil efterfølgende blive opdateret to gange hvert år.

/ritzau/

Annonce
Link til Børsens artikel
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Sønderjyske siger farvel til spillertrio

Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Annonce