Annonce
Haderslev

Nyt rådhus skal også være et borgernes hus

Dabsebs Dag blev i 2014 afviklet i Lighthouse. Flere af den slags arrangementer skal ind i huset, som ikke kun skal være rådhus, Arkivfoto: Poul F. Skøtt
Åben kantine samt kultur- og fritidsaktiviteter for borgere efter lukketid. Der skal lys i vinduerne i det kommende rådhus morgen, middag og aften, siger politikere.
Annonce

Haderslev: Det kommende Haderslev Rådhus på Haderslev Havn bliver formentlig det eneste rådhus med eget idrætsanlæg.

Ikke blot udsigten over havn og fjord bliver nemlig fantastisk for de foreløbig 440 medarbejdere ved Haderslev Kommune, der i en meget nær fremtid får deres daglige arbejdsplads i VUC Syds tidligere bygninger. De kan også se frem til at få et udendørs volleyballanlæg og en multibane samt et idrætsanlæg i kælderen. Disse dele indgår nemlig i den handel, som Haderslev Kommune har indgået med VUC.

Men det er ikke kun medarbejderne, som kommer til at få glæde af de ekstra faciliteter på havnen. Haderslev Kommune er med købet af Lighthouse og Flowfactory på vej til at bryde grænserne for, hvad et rådhus skal kunne. Ifølge planerne skal der nemlig være lys i vinduerne morgen, eftermiddag, aften og i weekenderne.


Udenfor kontortid skal foreninger og almindelige borgere havde mulighed for at booke sig ind. Huset skal have værdi for så mange som muligt. Det skal være et dynamisk hus.

Allan Emiliussen (V), formand for Haderslev Byråds borgerlige fællesgruppe og forhandlingsleder


Rådhuset skal være et borgernes hus.

- Udenfor kontortid skal foreninger og almindelige borgere havde mulighed for at booke sig ind. Huset skal have værdi for så mange som muligt. Det skal være et dynamisk hus, siger Allan Emiliussen, der ud over at være formand for byrådets borgerlige fællesgruppe også sammen med Socialdemokratiets Henrik Rønnow har stået i spidsen for den politiske forhandlingsgruppe, der har fået købet af bygningerne på plads.

Annonce

Åben kantine

Henrik Rønnow er fuldstændig enig:

- Fra starten har det været min drøm, at selve stueetagen i Lighthouse bliver borgernes rum. Salen, hvor vi skal holde vores byrådsmøder, bliver fleksibel og kan bruges til rigtig mange ting. Det samme med idrætsanlægget i kælderen, siger Henrik Rønnow, der håber, at det ikke kun bliver husets kommende medarbejdere, som får glæde af kantinefaciliteterne direkte ud til Haderslev Havn:

Det store auditorium skal bruges som byrådssal - men det skal også kunne bruges som foredragssal og andre arrangementer. Her er det et valgmøde i forbindelse med et EU-valg. Arkivfoto: Søren Gylling

- Jeg håber, at vi kan finde ud at, at det kan blive et offentligt spisested, hvor der eksempelvis også kan være frokostjazz om lørdagen eller afvikles andre ting, lige som vi husker det fra VUC-tiden, siger han.

Baggrund

Fra begyndelsen af VUC-tiden på Haderslev Havn har foreninger og andre haft mulighed for at komme ind med arrangementer i Lighthouse. Der har eksempelvis været holdt loppemarkeder, foredrag, politiske arrangementet, kunstudstillinger og arrangementer i forbindelse med Haderslev Erhvervsråd. Det er også blevet brugt til fødselsdagsfester, lige som Stafet for Livet har holdt hjælperarrangement på stedet.

Formanden for Haderslev Byråds udvalg for kultur og fritid jubler også. Købet vil give kultur- og fritidslivet i Haderslev et løft:

- Det har været en torn i øjet for mange, at beachvolleyballbanen og multibanen har ligget ubrugte hen i to år. Det er virkelig en glæde, at vi nu kan få åbnet op for disse to områder, siger Kjeld Thrane (K).

De to indhegnede baner ligger nabo til Streetdome og Jyllands største klatrevæg. Det vil være oplagt, at de indgår i det samlede fritidstilbud på havneområdet. Kjeld Thrane peger også på, at idrætslivet får et ekstra boost med købet.

Annonce

Mere halplads

- Den halkapacitet, vi har til rådighed i Haderslev, er under pres. Nu kan vi inddrage hallen i Lighthouse på en god måde, og det vil give et løft til fritidslivet, siger Kjeld Thrane, som mener, at også kulturlivet får et ekstra løft.

Haderslev Kunstforening har også i sin tid brugt VUC-bygningen til udstillinger. Det kan meget vel komme til at ske igen. Nederste etage skal nemlig ifølge planerne være et borgernes hus. Arkivfoto: Jacob Schultz

- Vi får med plenarsalen - Fyrtårnet - et sted til rådighed, der kan bruges til mange ting som eksempelvis foredrag og koncerter. Vi kan også afvikle borgerrettede aktiviteter her. Vi må se, hvad vi kan finde ud af, lyder det fra Kjeld Thrane, som glæder sig til at komme i gang med at arbejde på udviklingen af de borgerrettede kultur- og fritidsmuligheder:

- Det bliver ikke her og nu. Nu overtager vi først bygningerne og så ser vi. Så det bliver nok først i næste sæson, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Statsministeriet indkalder til pressemøde om corona

Varde For abonnenter

Joan er formand for landsbyens sidste livsnerve: Forsamlingshuset overlever kun på tidligere års overskud

Annonce