Annonce
Billund

Nyt spisested i midtbyen: Johnny og Dorthe rykker med ny café i Grindsted

Ny cafe er under opbygning i Nørregade 9, Grindsted. Johnny Christensen satser på at åbne sidst i januar. Foto: Martin Ravn

Alletiders café åbner til januar i Nørregade 9. Her skal man både kunne få en ostemad og en aftenmenu.

Grindsted: Nørregade 9 i Grindsted er under forvandling: Der er savet hul i muren og sat vindue i over mod Bike Concept. Der er bygget halvmure rundt i lokalet, væggene er ved at blive pudset, og planerne er mange. Inden for er Johnny "Murer" Christensen - indehaver af Alletiders Pølsevogn på Torvet, i sving med sit - siger han - sidste murerprojekt.

Sammen med sin kone, Dorthe Einenstrand Christensen, er han ved at gøre klar til at åbne "Alletiders Café": Her skal man fra klokken 10 kunne få sig en kop kaffe og en ostemad, en stor brunch, forskellige frokostretter samt have et sted at gå ud og spise om aftenen - alt sammen med fokus på pæredanske specialiteter - samt lavastensgrill og kyllinger på grillspyd.

- Vi laver det sådan, som Dorthe og jeg selv kan lide det, når vi er i byen: Man skal kunne sidde godt både som par og i grupper på to-tre par, fortæller Johnny Christensen, mens han viser rundt i det, der indtil september husede baren Club Foam, der lukkede i september.

Annonce

Fra menukortet

Menukortet er ved at blive sammensat og kommer blandt andet til at indeholde: Sandwiches og smørrebrød, kaffe og kage, stjerneskud, pariserbøf samt en engelsk pub burger.

At specialiteter kan nævnes: Salater af årstidens grønt, det vil sige med kål om vinteren. En fordansket udgave af tapas bliver en "Dapas" med danske specialiteter.

Om aftenen kommer en aftenmenu med flere forretter, hovedretter og desserter.

Ny cafe er under opbygning i Nørregade 9 og får hyggelige kroge, hvor man kan sidde og spise i ro og fred. Trappen til 1. sal skal på sigt føre op til en bar, hvor man kan fortsætte efter middagen. Foto: Martin Ravn

Bredt udvalg i byen

Dorthe Eienstrand Christensen sidder i øjeblikket og sætter menuen sammen.

- Vi er i samarbejde med Guldbageren, og jeg har været rundt og snakke med de andre om, hvad de satser på. Vi skal have et bredt udvalg i byen - og vi vil også her lægge vægt på, at så meget som muligt er hjemmelavet, siger hun.

Kyllingerne på roterende grillspyd, som ikke kunne være i pølsevognen, bliver også en del af den nye café. Og det gør et takeaway-vindue også:

- Jeg synes ikke selv, det er ret behageligt at skulle gå igennem en restaurant, når jeg har arbejdet sent og kommer i mit beskidte arbejdstøj, siger Johnny Christensen.

Johnny Christensen har skåret hul i muren over mod Bike Concept for at gøre plads til et take away-vindue. Foto: Martin Ravn

Trappen til 1. sal

Førstesalen skal på længere sigt også være en del af den nye café. Her kan man kunne trække op, hvis man ikke helt har fået snakket af efter en middag.

Tagterrassen glæder de nye caféejere sig også til at invitere gæsterne ud på - til sommer.

Alletiders Café satser på at åbne sidst i januar. Pølsevognen på Torvet bliver, hvor den er.

Nørregade 9 i Grindsted er under forvandling. Her åbner "Alletiders café". Foto: Martin Ravn
Johnny Christensen havde egentlig lagt murerskeen for at blive pølsemand, men er alligevel gået i gang med et renovere og indrette Nørregade 9. Lige nu bliver pølsevognen passet af andre, men når renoveringen er færdig, kan man møde Johnny der igen. Foto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Annonce