Annonce
Regionalt

Nyt udspil på vej: Regeringen vil tvinge digitale platforme til at slette krænkende indhold

Sociale medier er så mange og forskelligartede, at det trods ny lovgivning kan være svært at udrydde al krænkende indhold, forudser retsordfører Jeppe Bruus (S). Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Til efteråret præsenterer regeringen et oplæg til, hvordan digitale platforme kan tvinges til at fjerne seksuelt krænkende indhold og overgrebsmateriale. Partier bakker op, men der skal mere til, siger de.
Annonce

Udspil: Seksuelle krænkelser på sociale medier er så stort et problem, at der skal ny lovgivning til.

Det hersker der bred enighed om blandt Folketingets partier. Regeringen forventes til efteråret at fremlægge et oplæg, der skal tvinge sociale medier og andre digitale platforme til hurtigt at fjerne seksuelt krænkende indhold og overgrebsmateriale, når det meldes til politiet.

- Vi ser på, om vi kan sætte tidsfrister og indføre sanktioner i forhold til at fjerne overgrebsmateriale fra platforme, siger Socialdemokratiets retsordfører Jeppe Bruus.

Han henviser til, at man i Frankrig og Tyskland har indført lovgivning, der stiller krav til, hvor hurtigt digitale platforme skal fjerne krænkende indhold, og her vanker der store bøder, hvis det ikke sker.

Annonce

Flere indsatser

Men det er langt fra nok til at stoppe den tiltagende deling af ulovligt og krænkende materiale, mener både han og flere andre partier.

- Platformene er så mangeartede. Nogle er start-ups, andre globale aktører. Derfor skal man ikke tro, at man lykkes med at fjerne alt indholdet, bare fordi man laver lovgivning, siger Jeppe Bruus.

Formand for Folketingets retsudvalg Preben Bang Henriksen (V) mener, at der skal sættes ind på tre fronter:


Jeg mener, det er vigtigt at sende et tydeligt signal og give en øjenåbner til både unge og forældre om, at seksuelt indhold, man deler i en hurtig vending, er meget alvorligt.

Jeppe Bruus (S), retsordfører


Først skal landets skoler og ungdomsorganisationer i langt højere grad end i dag undervise i, at deling af seksuelt materiale er strengt forbudt. Dernæst vil han se på, om straffen skal skærpes, og til sidst mener han, at sagen skal drøftes i forbindelse med de kommende politiforhandlinger, der starter i slutningen af august.

- Politiet skal have det her som fokusområde. Vi må se på, om de har de rette ressourcer, siger han.

Annonce

Strengere straffe

Sammen med oplysning og undervisning mener også Jeppe Bruus, at der skal strenge straffe til, selvom gerningsmænd i sager om seksuelle krænkelser på nettet ofte er børn og unge.

- Jeg mener, det er vigtigt at sende et tydeligt signal og give en øjenåbner til både unge og forældre om, at seksuelt indhold, man deler i en hurtig vending, er meget alvorligt. Man skal være ekstremt påpasselig, for ofrene stigmatiseres for livet, siger han.

Annonce

Digitale færdselsregler

SF's retsordfører Karina Lorentzen kalder de sociale medier for "det vilde vesten".  Hun har tidligere stillet beslutningsforslag om, at det skal være muligt at fjerne ulovligt indhold fra digitale platforme.

Det mener den lokalvalgte politiker nu er endnu mere presserende i lyset af de mange anmeldelser i Syd- og Sønderjylland.

Men der skal også allerede sættes ind, før skaden er sket, mener hun.

- Vi skal forstå, at børn og unge kommunikerer med billeder og videoer i dag. Derfor er der nødt til at være digitale færdselsregler gennem lovgivning, siger SF'eren, som konkret foreslår, at der indføres aldersvalidering på sociale medier.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce