Annonce
Indland

Oddere med fobi for broer får anlagt små stier i Odense

Erik Jepsen/Ritzau Scanpix
Nogle oddere er bange for at svømme under broer, og det koster dyreliv i trafikken. Odense bygger passager.

Det er skræmmende for en del oddere at svømme under broer, og derfor vælger nogle af dyrene i stedet at krydse broen via vejen.

Men den farlige færd koster hvert år mellem 30 og 40 odderliv i trafikken på landsplan, og det vil Odense Kommune gøre noget ved.

Den bygger små passager af store sten under broerne, så odderne kan komme forbi broen uden at skulle svømme eller over en trafikeret vej. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Den første passage er blevet anlagt i Borreby Møllebæk, der grænser op til Assens Kommune, og det er Jane Jegind (V), der er rådmand i By- og Kulturforvaltningen, glad for.

- Vi skal passe godt på vores natur og dyreliv i Odense. Odderen var i mange år truet på Fyn og i resten af Danmark, men den er heldigvis i fremgang igen.

- Undersøgelser viser, at den er kommet tilbage i vores vandløb, og derfor skal vi naturligvis fortsætte med at passe godt på odderne med tiltag som dette, siger hun i pressemeddelelsen.

Knud Søndergaard er funktionsleder i Odense Kommune, og ifølge ham bliver odderne fremover tænkt ind i alle projekter, der har med broer og vandløb i Odense at gøre.

- Odderen er en af vores truede arter, og i Odense Kommune er den udpeget til en af de arter, vi skal passe særligt godt på og fremme levebetingelserne på.

Indsatsen for oddere fokuserer særligt på Odense Å og vandløbene op til åen. Kommunen gennemgår området og ser, om der er steder, der er særligt farlige for odderen.

- Hvis der er det, prioriterer vi dem, og så laver vi odderpassager ved de mest kritiske steder.

- Vi håber, at vi får flere oddere, og at odderen vil brede sig til andre fynske vandløb, hvis den får nogle rigtig gode betingelser, siger han.

Oddere er nataktive dyr, der i dagtimerne helst opholder sig på afstand af mennesker. Om natten svømmer den ud og jager fisk som eksempelvis aborrer, ål og karper.

Det er ikke første gang, der bygges for at hjælpe dyrene. I 2008 blev en såkaldt faunabro over Svendborgsundmotorvejen indviet. Prisen for broen, der var særligt tiltænkt den truede hasselmus, lød på 18 millioner kroner.

Der har dog ikke været nogen håndfaste beviser på, at den nataktive mus bruger broen til at krydse motorvejen.

/ritzau/

Pressemeddelelsen ved Odense Kommune
HedeDanmark/Free
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Esbjerg står sammen: Stor donation af beskyttelsesudstyr til Sydvestjysk Sygehus

Leder For abonnenter

Åbne kirker var tåbelig ide

Bevares. Vi kan nok alle trænge til et trøstende ord i denne krisetid med udsigt til både sygdom og økonomisk nedtur. Her er det kristne budskab om tro, håb og kærlighed så relevant som nogensinde. Men vi behøver ikke at være fysisk sammen om den oplevelse. Den moderne teknologi byder på rigelig mulighed for at forrette gudstjenester på utraditionel, men sikker vis. Derfor må man undre sig over, at Kirkeministeriet i første omgang besluttede at åbne kirkerne til påske. Naturligvis er påsken en af kirkeårets største helligdage. Men enestående forhold kræver også enestående løsninger. Den nuværende epidemi er absolut en af de undtagelser, der berettiger til for en gangs skyld at aflyse den fysiske kirkegang – selv i påsken. Statsminister Mette Frederiksen har stillet danskerne i udsigt, at vores samfund langsomt kan åbne op igen efter påsken. Betingelsen er, at smittekurven fortsætter med at flade ud. Det sker imidlertid kun, hvis vi viser agtpågivenhed og undgår letsindig adfærd. I praksis vil det formentlig i de fleste kirker være muligt at gennemføre en påskegudstjeneste med god afstand mellem deltagerne. Ikke desto mindre er netop en gudstjeneste netop et eksempel på, at flere mennesker unødigt forsamles. Derfor er det godt, at beslutningen nu er trukket tilbage. Blandt andre sognepræst Dennis Voss Stensgaard fra Vester Nebel havde på forhånd afviset at holde gudstjeneste. I hans tilfælde kunne det ske med god samvittighed. Han er sygemeldt, fordi han formentlig selv er smittet med coronavirus. Ikke desto mindre gav han i utvetydige vendinger udtryk for sin frustration over kirkeministeriets udmeldinger. I hans øjne var det blandt andet en hån mod de unge, der netop på grund af den aktuelle epidemi har fået udskudt deres konfirmationer til august og september. Koldings borgmester, Jørn Pedersen var enig og opfordrede andre præster til at følge Dennis Voss Stensgaards eksempel. Lykkeligvis bredte den sunde fornuft sig til sidst også til ministeriet.

Danmark

Liveblog: Tyskland har nu 1000 corona-dødsfald

Annonce