Annonce
Udland

OECD: Den globale økonomi er midt i stor nedtur

Str/Ritzau Scanpix
Den globale vækst er i bund, siger OECD, og det bekymrer handelsministeren. Danske job kan være i fare.

Ikke siden finanskrisen for cirka ti år siden har det stået værre til med den globale økonomi ifølge OECD.

Væksten er i bund og ventes at være det både i 2020 og 2021, lyder det i en halvårsrapport fra den vestlige økonomiske samarbejdsorganisation.

Rapporten bekymrer udenrigs- og handelsminister Jeppe Kofod (S), som torsdag deltager i et EU-møde om handel. Hans svar på udviklingen er flere handelsaftaler og bekæmpelse af usikkerhederne i den internationale handel.

- Det vil være med til at gavne verdensøkonomien og vende udviklingen, og det burde man tænke på med de tal, der kommer her.

- Hvis vi sikrer mere frihandel og mere fair og bæredygtig handel, så kan vi være med til at vende denne globale nedtur, siger Kofod efter mødet.

I OECD's prognose ventes den globale økonomi at vokse med 2,9 procent både i år og næste år. I september lød organisationens bud på 3,0 procent i 2020. For et år siden var OECD's forudsigelse 3,5 procent.

Der sker kun en marginal stigning til 3,0 procent i 2021 ifølge OECD's tal. Men kun hvis en lang række faremomenter forsvinder - lige fra handelskrige til en begrænsning af Kinas økonomiske nedtur.

Men en endnu større bekymring er regeringers manglende evne til at forstå og handle for at tackle klimakrisen.

Det gælder også i forhold til digitaliseringen af landes økonomier og erodering i det internationale aftalesystem, som har været gældende siden kommunismens fald for 30 år siden.

- Det vil i politisk henseende være en fejltagelse at betragte disse ændringer som midlertidige faktorer, som kan tages under behandling med monetære eller finanspolitiske midler. De er strukturelle, siger OECD's cheføkonom, Laurence Boon.

Skidt ser det ud for den tyske økonomi, der ifølge prognosen får en vækst i år på 0,6 procent faldende til 0,4 næste år. For euroområdet under ét vil væksten de kommende år ligge på en procent.

- Det er særligt bekymrende, at vækstnedgangen forventes at blive særlig tydelig i Tyskland, der er vores største eksportmarked, siger cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer.

- I omegnen af 800.000 danske job er enten indirekte eller direkte knyttet til eksporten. En kraftig nedgang i den globale økonomi vil derfor også hurtigt kunne mærkes herhjemme i form af lavere vækst og tab af job, påpeger han.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Erhverv

Erhvervsforening efterlyser svar om havnens fremtid: Usikkerhed er gift for virksomheder og investorer

Annonce