Annonce
Indland

OL-guldet i skuffen er den største triumf

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Syv OL- og VM-medaljer er det blevet til for Rasmus Quist. Den seneste, OL-guldet fra 2012, er den største for den danske roer, der den 5. april fylder 40 år.

Da han var barn, drømte han om at vinde en OL-guldmedalje, der skulle hænges op på væggen.

Det ønske gik i opfyldelse for Rasmus Quist den 4. august 2012, da den danske roer kunne træde op på de øverste podietrin ved OL i London efter at have vundet finaleløbet i letvægtsdobbeltsculleren.

I dag er medaljen lagt i skuffen og byttet ud med børnetegninger og familiebilleder, men triumfen i London står stadig som det største i karrieren for Rasmus Quist, der søndag den 5. april fylder 40 år.

- Selvfølgelig har jeg medaljen fremme en gang imellem. Ikke så ofte, for den er jo bare et symbol. Det var mere oplevelsen og det hele omkring det, der var stort. Det er det største, man kan vinde som sportsmand.

- En gang imellem finder jeg løbet på YouTube og glæder mig over det igen. Det er noget, jeg stadig er stolt af, siger han.

Medaljen kom i hus sammen med makkeren Mads Rasmussen, som han har delt de største sportslige succeser med fra 2001, hvor makkerskabet begyndte, til karrieren blev indstillet i 2016.

Foruden OL-guldet har de to også vundet OL-bronze, to VM-guldmedaljer, en VM-sølvmedalje og to VM-bronzemedaljer sammen. De blev sammen kåret som årets sportsnavn i 2007.

- Det har været en succes, at vi har kunnet få det samarbejde og venskab til at køre i så lang tid.

- Det er ligesom et ægteskab. Vi har altid været ærlige over for hinanden og snakket sammen om, hvordan vi fik samarbejdet til at fungere, siger Rasmus Quist om den tidligere romakker, som han stadig ofte ses med privat.

De to roere indstillede i første omgang karrieren efter OL i London, men gjorde comeback i 2014 med legene i Rio de Janeiro for øje.

- Vi blev mobbet lidt af kollegerne, der sagde, at vi ikke bare kunne trække os på toppen, men også måtte stå på mål for guldmedaljen. Og vi følte også, at vi havde mere i os.

Det blev dog blot til en tiendeplads ved legene i Rio i 2016, og det blev enden på en lang karriere for Rasmus Quist, der begyndte med at ro som 12-årig.

Roning er der ikke længere så meget tid til for Quist, der foruden de tre børn på ni, seks og fire år også passer sit fuldtidsarbejde som VVS-installatør.

Han bor i Bagsværd med børnene og sin kone, Sine, som han mødte gennem roningen.

Den runde fødselsdag bliver på grund af coronakrisen ikke fejret med en stor fest. Det håber han i stedet at kunne gøre sidst på sommeren.

/ritzau/

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Stærk utilfredshed i Tønder og stor glæde på Rømø: Grænseåbning får meget blandet modtagelse

Sydjylland

Camping-indehaver skuffet over Mette Frederiksens delvise grænseåbning: Vi har brug for weekend-turister

Annonce