Annonce
Indland

Rød blok diskuterer farvel til nationale test i skolen

Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Forhandlinger om en ny regering skrider fremad. Det kan betyde færre karakterer og farvel til nationale test.

Der er fortsat nogle store knaster i forhandlingerne om en ny regering med Socialdemokratiet i spidsen.

Det fortæller SF's formand, Pia Olsen Dyhr, da hun ankommer til Landstingssalen på Christiansborg tirsdag eftermiddag.

Ifølge partiformanden er klima, minimumsnormeringer i daginstitutioner og børnefattigdom i øjeblikket de emner, som partierne har svært ved at blive enige om.

- Efter denne her valgkamp forventer de (danskerne, red.) jo klart noget ambitiøst på klimaområdet, og de forventer også klart, at vi leverer på vores børn.

- At vores børn skal have en bedre dagligdag, tror jeg, at vi alle sammen håber på skal ske med denne her regering, siger Pia Olsen Dyhr.

I små to uger har SF, Enhedslisten og De Radikale forhandlet med Socialdemokratiets formand og kongelig undersøger, Mette Frederiksen.

På klimaspørgsmålet er partierne blandt andet uenige om, hvor meget Danmark skal sigte efter at reducere udledningen af drivhusgasser med inden 2030.

De tre mulige støttepartier har - sammen med Alternativet - et krav om en bindende klimalov, der indebærer et mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

Socialdemokratiet har været mere forsigtige og sagt, at de ønsker en reduktion på minimum 60 procent.

Samtidig har SF, Enhedslisten og Radikale Venstre et krav om minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, mens Socialdemokratiet har været mere tøvende.

Socialdemokratiet går efter at danne en socialdemokratisk etpartiregering, og ifølge partierne bruges tiden i øjeblikket på at nedfælde deres krav på papir.

Og det er indtil videre et "meget konstruktivt forløb", pointerer SF-formanden.

- Jeg synes, det bevæger sig fremad. Jeg synes, der er meget optimisme og håb. Men vi skal selvfølgelig også i mål på at levere det, danskerne forventer, siger hun.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

112

Lastbiluheld med skinker: Vindmølletransport får 22 timers ufrivilligt ophold i Ribe

Danmark

Anden brøler fra myndighederne: Derfor må udskældt omskæringlæge fortsætte

112

Se billederne: Væltet lastbil med skinker forventes fjernet mellem klokken 13 og 14

Annonce