Annonce
Sønderborg

Om lidt blir' her stille

Uden for byrådssalen sendte torvets juletræ god stemning ind gennem vinduerne, men stemningen var en smule trykket til årets og periodens sidste byrådsmøde. Foto: Henrik Rath

Årets og valgperiodens sidste byrådsmøde var ikke præget af stor talelyst. Det er da også noget nær den største udskiftning i lokalpolitisk historie, hvor 15 ud af de 31 byrådsmedlemmer ikke opnåede genvalg.

Sønderborg: Der var smil og håndtryk, men også eftertænksomme - næsten småapatiske - blikke op til borgmester Erik Lauritzen(S) ringede ind til ikke kun årets, men også valgperiodens sidste byrådsmøde onsdag aften. Ude fra sendte torvets juletræ varme stråler ind gennem de høje vinduer i byrådssalen, men fra årsskiftet er 15 af de 31 nuværende byrådsmedlemmer sendt ud i kulden. Sådan er demokratiet - ikke alle, der gerne vil, får lov.

Stemningen var da også - i hvert fald for en del af de fremmødte lidt som kampen om tredjepladen til en slutrunde - en smule ligegyldig. Det afspejlede sig også på talelysten. Og da en tredjedel af de 21 punkter var overstået på bare syv minutter måtte borgmesteren lige minde om, at den efterfølgende julemiddag først var klar kl.18.30. Da var klokken 17.10 og der blev kort storgrinet. Men ellers måtte borgmesteren flere gange slutte punkterne med ordene "Er der nogen bemærkninger"...og dem var der ikke så mange af.

Jeg skal lige minde om, at julemiddagen først er klar klokken 18.30.

Borgmester Erik Lauritzen
Forrest de konservatives Ole W. Stenshøj og bag ham Enhedslistens Anders Brandt, som var blandt dem, der ikke opnåede genvalg. Foto: Henrik Rath

Lidt blev der sagt

Helt tavst var der imidlertid ikke til samtlige punkter. Blandt andre havde Frode Sørensen(S) en bøn til det kommende byråd hvad angik dagsordenens punkt 17 om politik for medborger-, forenings- og forsamlingshuse frem til 2020.

- For 24 år siden blev jeg formand for kulturudvalget, nu vil jeg gerne slutte af med en opfordring til det nye byråd om at værne om vores forsamlingshuse. De har det ikke for nemt alle. Jeg ved godt, at de er selvejende institutioner med egen bestyrelse, men de er ofte det eneste samlingssted for mange ude i lokalområderne.

Efter 45 minutter var det endegyldigt slut.

- Jeg vil gerne slutte mødet med at sige et stort tak til alle dem, som nu forlader byrådet. Jeg ved, at rigtig mange har ydet en stor indsats, sagde borgmesteren inden han lod klokken ringe ud.

Heller ikke en mangeårig og garvet politikker som Frode Sørensen(S) blev genvalgt. Foto: Henrik Rath
Både Venstres Karsten Schøn og Tom Holden Jensen må også forlade byrådet. Foto: Henrik Rath
Dieter Jessen fra Slesvigsk Parti tog et par billeder med mobilen og får lov at fortsætte sit politiske arbejde - ikke mindst på grund af Stephan Kleinschmidts fantastiske personlige valg. Foto: Henrik Rath
Kommunaldirektør Tim Hansen flankeret af borgmester Erik Lauritzen og Peter Hansen. Venstre og Socialdemokratiet er - også historisk - begge en del af den lokale regering. Foto: Henrik Rath
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Team Esbjerg For abonnenter

Så længe må Team Esbjerg undvære sin største stjerne: Status på Estavana Polmans knæskade

Annonce