x
Annonce
Aabenraa

Omstridt kunstværk klar til at bytte skammekrog ud med stort idrætsanlæg

Telemuren har i årevis været opmagasineret i 14 stykker på en kommunal plads i Sdr. Hostrup. Det får formentlig snart en ende. Arkivfoto: Lene Esthave
Nu er Telemuren efter 12 års opmagasinering få skridt fra at blive genplaceret ved arenaens boldbaner. Kunstner har sagt god for det.

Aabenraa: I snart 12 år har Telemuren, der er udført af den svenske billedhugger Ulla Viotti, været gemt af vejen, men nu skal det endegyldigt være slut.

Når kultur- og fritidsudvalget mødes tirsdag, skal medlemmerne tage stilling til en genplacering af Telemuren, som i 2007 måtte vige for byggeriet af Lagkagehuset. Der er lagt op til, at Telemuren får hjemme syd for Arena Aabenraa parallelt med Dronning Margrethes Vej.

Og udvalgsformanden tror på, at års tovtrækkeri om placeringen nu kan ende.

- Jeg har da også sagt til forvaltningen, om det ikke burde være i min tid, vi fik placeret Telemuren. Nu er der blevet lavet et grundigt forarbejde, og det vægter meget for mig, at kunstneren og Billedkunstrådet har været med ind over placeringen, siger Lars Kristensen (V).

- Vi har ikke drøftet det i udvalget endnu, men jeg tror, der er gode odds for den ny placering, så vi kan få sagen afsluttet på en god måde, fortsætter han.

Annonce

Det vil der ske

  • Der er i kultur- og fritidsudvalgets budget for 2019 afsat 350.000 kroner til genplacering af Telemuren.
  • Er der flertal for placeringen, sendes sagen i høring ved berørte parter - herunder Arena Aabenraa, AaBK, Kongehøjskolen og Aabenraa Kunst- og Musikforening.
  • På baggrund af de indkomne høringssvar vil forvaltningen komme med et oplæg til, hvor muren præcist skal placeres. Det forslag vil blive forelagt kultur- og fritidsudvalget, vækstudvalget for land og by samt byrådet til endelig beslutning i juni.

S og K er tilfredse

Og forvaltningen - kultur, miljø og erhverv - har sørget for rygdækning ved at tage Billedkunstrådet og kunstneren i ed, og her var der fuld opbakning.

To af de politikere, som også sad i byrådet, da Telemuren blev pillet ned, glæder sig over, at den formentlig kommer op igen, omend de ingen holdning har til placeringen.

- Det har da været et hængeparti, fordi ingen rigtig har sagt, at "nu skal den op". Det er virkelig fint, det kommer op i kultur- og fritidsudvalget, og er der opbakning til forslaget, så støtter vi det da, siger Jan Riber Jakobsen (K).

- Under alle omstændigheder synes jeg, der er godt, den (Telemuren, red.) kommer ud af mølposen og bliver sat op igen. Det har den vitterligt fortjent, synes Povl Kylling Petersen (S).

Elisabeth Hertzum har som medlem af Billedkunstrådet, der hvert år har tilset Telemuren, som siden 2007 har stået i depot på en kommunal opbevaringsplads i Sdr. Hostrup, også set frem til, at muren bliver genplaceret.

- Vi har haft forslag til placeringer, der ikke politisk har været opbakning til, men nu har vi nikket til den nye placering. Det skal nok blive godt, synes Elisabeth Hertzum.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Folkets opråb er blevet hørt: Genbrugspladserne genåbner på tirsdag

Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Danmark

Liveblog: Kina advarer om mulig ny bølge af coronavirus

Erhverv

Direktør i vækstfirma er bekymret for at krisen trækker ud: Frygter en halvering af omsætningen

Annonce