Annonce
Aabenraa

Omstridt kunstværk må vente endnu længere efter 12 år på lossepladsen: Flytning er alt for dyr

Telemuren har i årevis været gemt væk i 14 stykker på en kommunal plads i Sdr. Hostrup. Foto: Claus Thorsted
De 350.000 kroner, der er sat af til at genrejse det omstridte kunstværk Telemuren ved Arena Aabenraa, er langt fra nok. Det viser sig, at prisen snarere lander på op mod 1,6 millioner kroner. Det har fået kultur- og fritidsudvalget til at sparke sagen til hjørne.

Aabenraa: Historien om Telemuren synes aldrig at få sin ende.

I 12 år har det omstridte kunstværk, som er udført af den svenske billedhugger Ulla Viotti, været gemt af vejen på en genbrugsplads i Sdr. Hostrup. Igennem årene har der været tilløb til at få den genplaceret ved rådhuset i Aabenraa, men tidligere i år blev det så slået fast, at den nye placering skulle være syd for Arena Aabenraa parallelt med Dronning Margrethes Vej.

Det var indtil, kultur- og fritidsudvalget hørte prisen på projektet. Den lander nemlig på mellem 1 og 1,6 millioner kroner, og det er en del mere end de 350.000 kroner, der i sin tid blev sat af til genplaceringen.

- Det er rigtig mange penge, og det er også for mange penge. Jeg kan ikke på stående fod sige, at jeg kan eller vil finde penge til at sætte Telemuren op, siger udvalgsformand Lars Kristensen (V).

Annonce

Fundering koster

Derfor har udvalget sparket sagen til hjørne og godkendt forvaltningens indstilling om, at genplaceringen skal indgå i kommunens budgetlægning "ved førstgivne lejlighed".

- Om det så bliver allerede i år eller senere, det vil vise sig. Det er ikke helt afklaret, siger Lars Kristensen.

De relativt høje anlægsomkostninger skyldes blandt andet områdets jordbundsforhold, som kræver ekstra fundering. Men direktør på området, Stig Werner Isaksen, forklarer, at det vil blive dyrt, uanset hvor man stiller muren.

- Det er ikke så dyrt at få den transporteret og stillet op. Men den er enormt tung, og det vil sige, at der skal laves en meget kraftig fundering under. Det er det, der koster. Og det er jo egentlig ærgerligt, for det betyder, at vi kommer til at bruge pengene på noget, man ikke kan se, siger han.

Havde nok ladet den ligge

De 350.000 kroner, der dengang blev afsat, var en del af nogle penge, der pludselig dukkede op fra en særtilskudspulje på finansloven for to år siden.

- Vi havde jo endnu ikke regnet på, hvad det ville koste, men vi troede, det ville være i det prisleje. Havde vi vidst, at det ville blive så dyrt, havde vi nok ladet den ligge. For det har jo skabt nogle forventninger og forhåbninger, og det er også fair nok, siger Lars Kristensen.

Personligt mener han, at det vil "give god mening" at få Telemuren op igen.

- Vi har et ansvar for at få den op. Men det er ikke nu, vi har pengene til det, siger Lars Kristensen.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce