Annonce
Udland

Omtalt våbenhvile i Gaza er brudt efter få timer

Der er angiveligt fyret missiler mod Israel torsdag, kort efter at en våbenhvile angiveligt trådte i kraft.

Få timer efter, at der angiveligt blev indgået en våbenhvile i Gazastriben på grund af de seneste dages kampe, er den tilsyneladende brudt.

Ifølge det israelske militær er en byge af missiler blevet sendt mod Israel, skriver nyhedsbureauet dpa.

Natten til torsdag dansk tid blev der indgået en våbenhvile i kølvandet på de seneste dages kampe, hvor flere end 30 personer har mistet livet.

Det oplyste blandt andre en højtstående egyptisk embedsmand under betingelse af anonymitet til nyhedsbureauet AFP.

Våbenhvilen blev angiveligt indgået "som resultat af egyptisk mægling", sagde den egyptiske embedsmand.

Men torsdag formiddag dansk tid ser det ikke ud til, at de stridende parter sænkede deres våben særlig længe.

Kort inden, våbenhvilen blev overskredet, omtalte Nickolay Mladenov, FN's særlige Mellemøst-udsending, aftalen på det sociale medie Twitter:

- Alle må beherske sig og gøre deres for at forhindre et blodbad. Mellemøsten har ikke brug for flere krige, lød det.

Onsdag blev angrebene på tværs af grænsen mellem Israel og Gazastriben optrappet for anden dag i træk. Det skete, efter at Israel tirsdag dræbte en leder fra den militante gruppe Islamisk Jihad.

Drabet affødte stærke reaktioner fra palæstinensiske militante. Israel har siden registreret mindst 350 raketangreb fra Gaza.

Men angrebene er også gået den anden vej. Ud over de flere end 30 dræbte er knap 100 personer ifølge dpa blevet såret i forbindelse med de seneste dages angreb.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce