Ribe: Som en del af udbygningen af vejen fra to til fire spor på rute 11, skal jernbaneoverkørslen ombygges.
Derfor spærres rute 11 for gennemkørende trafik i perioden fra den 28. november til den 10. december 2020.
Rute 11 vil fra krydset ved Obbekjærvej og Farupvej til krydset ved Nørremarksvej og Industrivej være spærret for gennemkørende trafik fra 28. november kl. 06.00 til torsdag den 10. december kl. 18.00. Trafikken henvises i denne periode til skiltede omkørselsruter via mindre veje, og de trafikale gener forventes at blive store, særligt på visse dage og i visse tidsrum.
- Arbejdet med vejudbygningen betyder nu, at vi må spærre rute 11 for gennemkørsel i cirka to uger for at kunne ombygge jernbaneoverskæringen på Plantagevej. Denne spærring vil desværre have store konsekvenser for trafikanterne, der i perioden skal ledes ad omkørselsruter uden om rute 11. Da de omkringliggende veje ikke er gearet til den trafikmængde, forudser vi dage og tidsrum med lange kødannelser, og desværre kommer trafikanterne også ud på en markant længere omkørselsrute specielt den nordgående trafik, siger Mike Boesen, projektleder i Vejdirektoratet.
Mike Boesen, VejdirektoratetOnsdag den 2., fredag den 4. og mandag den 7. december forventer vi op til seks kilometers kø.
En - to uger inden spærringen bliver der opsat infoskilte om spærringen af rute 11 ved skilte mod Ribe, og trafikanterne vil møde de første skilte cirka 40 kilometer fra Ribe. Omkørselsruterne skiltes, og trafikanter, som ikke har et ærinde i Ribe, opfordres i perioden til at benytte de store omkørselsruter uden om byen.
Lad bilen stå
Vejdirektoratets trafikberegninger viser, at der er dage og tidspunkter, hvor trafikken vil overstige vejenes kapacitet, hvilket betyder risiko for kødannelser og forlænget rejsetid.
- Trafikberegninger er naturligvis forbundet med en usikkerhed, men det, vi ser i beregningerne, er, at det særligt er trafikken fra nord mod syd, der vil blive ramt af lange kødannelser, især om eftermiddagen. Onsdag den 2., fredag den 4. og mandag den 7. december forventer vi op til seks kilometers kø. Kan man på nogen måde undgå at skulle køre i disse spidsbelastningsperioder, vil vi kraftigt opfordre til, at man vælger at køre på andre tidspunkter – eller endnu bedre helt lader bilen stå. Har man ikke vigtige ærinder i Ribe, vil det også være en god idé at udsætte sit besøg til en anden dag, når man igen kan køre ad rute 11, siger Mike Boesen.
Trafikken i nordgående retning forventes kun at blive ramt af mindre kødannelser på op mod 600 meter en enkelt morgen, mandag den 7. december.
Godkendelse
At arbejdet med jernbaneoverskæringer først påbegyndes nu skyldes blandt andet, at Banedanmark først skulle godkende projektet. Dette har taget omkring tre år, og den endelige godkendelse kom først i august 2020.
Projektet har fået godkendt en sporspærring på 125 timer til ombygningen. 125 timer er den maksimale sporspærring, man kan få. Derfor vil togtrafikken i en periode også være indstillet.
Arbejdet ved overkørslen består blandt andet i, at to skinnelegemer på hver omkring 120 meter skal fragtes fra Tyskland til Ribe. Skinnerne fragtes med tog, og forventes leveret søndag 8. november om natten, og disse skal lægges ned i sporet under ombygningen.