Annonce
Læserbrev

Opbakning til det tyske mindretal

Læserbrev: Med dette indlæg vil jeg opfordre alle til at stå sammen om de fælles rettigheder, som det tyske og det danske mindretal har kæmpet for i generationer.

For os som danskere er det afgørende, at det danske mindretal i Tyskland skal have mulighed for at mødes, at det danske mindretal skal have lov til at tale dansk og lave aktiviteter for danskere. Sådan bør det være. Det var og er også ideen bag ”Bonn-København-erklæringerne” fra 1955, som blev udarbejdet i en periode, hvor det ikke var en selvfølge.

Af ”Bonn-København-erklæringerne” fremgår det klart, at både Danmark og Tyskland skal respektere mindretallenes kulturer og sprog.

Det er derfor uforståeligt, at socialminister Astrid Krag (A) afviser at yde støtte til det sociale arbejde i det tyske mindretal med henvisning til, at det kun tilgodeser tysksprogede. Derfor har jeg skrevet til statsminister Mette Frederiksen (A) efter at have hørt statsministerens nytårstale i håbet om et møde for støtte og respekt for mindretallene på begge sider af grænsen.

Det gælder både på grund af Sozialdienst Nordschleswigs arbejde for at skabe aktiviteter og fælles netværk for tusindvis af borgere fra vuggestue til pensionsalder, men også på grund af de aftaler, som Tyskland og Danmark har underskrevet for at sikre vores mindretal.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Esbjerg står sammen: Stor donation af beskyttelsesudstyr til Sydvestjysk Sygehus

Leder

Kamp mod corona berettiger meget, men: Der er også en grænse

Regeringer verden over krænker fundamentale frihedsrettigheder for at bekæmpe corona. Værst i lande med udemokratiske regimer, men også Danmark kan være med. Det er en farlig udvikling. Krisen er så enorm, at vi selv i åbne demokratier må acceptere, at nogle af vores frihedsrettigheder sættes på pause. Det kan være retten til at måtte forsamle sig og bevæge sig frit. Det afgørende er ikke at gå for langt. Det har mange gjort. I Kina var og er det ikke sundt at kritisere diktaturets indsats mod corona. I Cambodia er 17 anholdt for at sprede "falske nyheder". I Tyrkiet er 19 anholdt for blandt andet at skrive, at corona var mere udbredt, end myndighederne sagde. I Ungarn er premierminister Viktor Orbán nu reelt diktator, efter at parlamentet har bemyndiget ham til på ubestemt tid at kunne regere per dekret, altså uden politisk flertal. Samtidig vedtog parlamentet en lov, som giver op til fem års fængsel for at offentliggøre "falske informationer". Så vidt er vi ikke i Danmark, men Mette Frederiksens regering er to gange blevet stoppet i forsøget på at gå for langt. I sit udkast til den første hastelov foreslog regeringen at bemyndige sundhedsministeren til at lade myndigheder trænge ind i private hjem uden dommerkendelse, hvis der var mistanke om smitte. I udspillet til den anden hastelov, som blev vedtaget sent tirsdag aften, ville regeringen give Styrelsen for Patientsikkerhed adgang til borgernes dankorttransaktioner for at spore potentielt coronasmittede – også uden dommerkendelse. Også dét blev heldigvis stoppet. I begge tilfælde demonstrerede Socialdemokratiet, hvad det har gjort siden sin valgsejr: Man er tilhænger af en meget stærk stat, som gerne må gribe dybt ind i borgernes private liv, hvis det tjener, hvad partiet opfatter som fællesskabets bedste. Men det sætter Grundloven faktisk grænser for, og det er godt, at nogle partier i Folketinget stadig har den som ledestjerne. Coronakrisen berettiger mange indgreb, men der er også en grænse.

Annonce