Annonce
Sport

Opbakningen er sikret: U19-spillere debuterer i ligaen

Rasmus Clausen, der allerede har fået debut i 1. division, er en af de bærende kræfter på U19-holdet, der fredag aften tager hul på sæsonen. Foto: TM Tønder
Et stærkt U19-herrehold debuterer fredag aften i en ny liga, hvor målet er en midterplacering. Håndboldskoledeltagere hepper på holdet.

Tønder: TM Tønders U19-hold kan de kommende måneder prøve sig af mod nogle af landets bedste ungdomsspillere. Således er holdet udvalgt til at spille i en ny U19-liga med deltagelse af 12 jyske hold, og fredag aften debuterer holdet.

Tidligere har det været sådan, at man spillede i 1. division, hvor de bedste hold så kvalificerede sig til ligakampe efter jul. TM Tønder er udvalgt ud fra truppens resultater gennem de seneste to år. Der venter nu 22 kampe frem til foråret.

- De to bedste hold fra Jylland skal så møde de to bedste hold fra Fyn/Sjælland om DM, fortæller U19-holdets cheftræner Lars Hemmsen, der er tidligere spiller på TM Tønders førstehold.

Sidste sæson lykkedes det ikke TM Tønder-spillerne at kvalificere sig til ligahåndbold, men de strøg til tops i 1. division. Lars Hemmsen satser på, at det i ligaen kan blive til en placering omkring midten.

- Det er et realistisk mål for os i hvert fald. Det synes jeg, vi vil prøve at stræbe efter.

Annonce
Vi glæder os og håber, at vi kan overraske og så måske vinde på hjemmebane.

Lars Hemmsen, cheftræner for U19-herrerne.

"Dygtig trup"

Lars Hemmsen, der sidste år var assistenttræner, arbejder med en trup på 15-16 spillere. Han må udtage 12 til hver kamp.

- Jeg synes, det er utrolig dygtig trup. Det er en trup, som spillet sammen i rigtig, rigtig mange år, som så er blevet suppleret med nogle spillere udefra, fortæller han.

Truppen består blandt andet af spillere fra Bylderup, Møgeltønder, Tønder, Toftlund, Skærbæk og Løgumkloster.

- Så det er en utrolig lokal trup. Det er virkelig flot, siger træneren.

Holdets ligadebut er blevet udskudt. Det skyldes, at det blandt andet består af spillere, der har været med handelskolen i Kina.

Men nu gælder det Bjerringbro-Silkeborg.

- Det er jo en svær kamp at lægge ud med. Bjerringbro er jo et etableret ligahold, som har landsholdspilere med, fortæller Lars Hemmsen, der kan glæde sig over, at opbakningen til de unge spillere er sikret.

Således skal der i weekenden være håndboldskole, og U11- og U13-spillerne skal sove i hallen.

- Det er cirka en 40-50 børn, som så bliver udstyret med noget klappegrej og så kommer og bakker os op, fortæller Lars Hemmsen.

- Vi glæder os og håber, at vi kan overraske og så måske vinde på hjemmebane, siger han.

Kampen spilles klokken 20 fredag aften i Tønder Sport- og Fritidscenter.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tunnel bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske land, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce