Varde: Der var fire biler impliceret i et trafikuheld på rute 12 Lundvej ud for Armvangvej. Det er lidt nordøst for Varde - vejen mellem Varde og Ølgod/Herning.
Der blev slået alarm onsdag klokken 14.18.
De første meldinger fra politiet var, at sammenstødet var uden personskade, men det er nu opdateret. Desværre er to af parterne nu ifølge politiets døgnrapport lettere tilskadekomne.
De implicerede førere i de fire biler var: En kvinde på 22 år fra Varde-området, en kvinde på 68 år fra Varde-området, en kvinde på 26 år fra Billund Kommune og en kvinde på 44 år fra Varde-området.
To af bilerne fik store materielle skader i fronten, mens de to andre biler slap med mindre skader.
Politiets døgnrapport var torsdag morgen ikke opdateret med detaljer om, hvordan sammenstødet fandt sted.