Annonce
Kultur

Operaen 'Eugen Onegiin' er et smerteligt skæbnedrama om uforløst kærlighed, unødvendig død og følelser, der går fejl af hinanden

Tanja (Elin Pritchard, siddende) ser paralyseret til, mens Onegin (Jens Søndergaared) danser og flirter uhæmmet med hendes søster, Olga (Johanne Højlund). Foto: Anders Bach
I Den Jyske Opera opsætning bliver "Eugen Onegin" til et indestængt skæbnedrama af Tjekhovske dimensioner. Det klæder Tjajkovskijs opera.

Anmeldelse: Risikoen ved at omplante en klassisk opera til et slagtehus, en militærbase, et autoværksted eller et meth-laboratorium er, at operaens sjæl forsvinder. Den fælde falder instruktøren Hinrich Horstkotte heldigvis ikke i med sin stilistisk enkle tolkning af Tjajkovskijs "Eugen Onegin".

Ved at rykke handlingen fra 1820’erne til 1890’erne sætter han tragedien i et letgenkendeligt Tjekhovsk lys. Alle er stakler, der længes efter et lettere, lysere, lykkeligere liv, men selv om de slår sig i tøjret og "elsker ungt og drømmer langt", bryder de sjældent ud.

Og hvis de gør, er det blot for at opdage, at lykken stadig er lige uopnåelig.

Annonce

Om operaen

"Eugen Onegin"

Fem stjerner

Den Jyske Opera: "Eugen Onegin". Opera af Tjajkovskij med libretto af Tjajkovskij og Sjilovskij efer Pusjkins roman.

Dirigent: Tecwyn Evans. Instruktør, scenograf og kostumedesigner: Hinrich Horstkotte. Lysdesign: Ib Asp.

Medvirkende: Jens Søndergaard, Dmitrii Bashkirov, Elin Pritchard, Johanne Højlund, Valerian Ruminski, Bolette Bruno-Hansen og Jens Jagd m.fl. samt Den Jyske Operas Kor og Odense Symfoniorkester.

Set ved premieren i Odense Koncerthus onsdag 9. oktober.

Opføres i bl.a. Kolding, Esbjerg, Vejle, Sønderborg, Aarhus, Randers, Aalborg og Skive - med Sønderjyllands Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester, Copenhagen Phil og Aalborg Symfoniorkester.

Se www.denjyskeopera.dk

Strået knækker

Det er samme mistrøstige sandhed eller morale, der gennemsyrer "Eugen Onegin": Tanja er en ung bly pige fra landet, som forelsker sig i den selvsikre verdensmand Onegin og erklærer ham sin himmelstormende kærlighed. Onegin afviser pigen og vrider kniven rundt i såret ved at flirte med hendes søster, Olga, som allerede er forlovet. Olgas forlovede, poeten Lenskij, udfordrer nødtvungent vennen, Onegin, til duel. Onegin vinder duellen, men bliver udstødt af det gode selskab. Som en paria rejser han fra land til land.

Da Onegin nogle år senere genser Tanja, er rollerne og magtforholdet vendt om, for hun har giftet sig til rigdom og en plads på samfundets top. Onegin indser, at han altid har elsket Tanja og trygler hende om at forlade sin mand, men selv om Tanja elsker Onegin med uformindsket styrke, vælger hun at tage sin skæbne på sig og blive hos sin forkrøblede ægtemand.

Det kærlighedens strå, Onegin har klamret sig til, knækker, og han mister alt håb.

Fængsel og katedral

Med få dramatiske og sceniske virkemidler formår Horstkotte, som også har skabt scenografi og kostumer, at understrege menneskelige træk og reaktionsmønstre, som bider på os i 2019.

Det giver et gib i mig, da den umanerligt maskuline Onegin gør sin entre. Klædt helt i sort, med blå solbrilleglas og skarptskåret kindskæg er han indbegrebet af en rockstjerne.

Jeg nikker genkendende til de ustyrlige følelsesstorme, der raser i Tanja, mens hun ligger på maven med uldsokkefødderne viftende i luften og skriver sin fatale kærlighedserklæring til Onegin.

Den blændende hvide birkestamme-scenografi er gennemgående. Og dobbeltheden er næsten ubærlig, når de nøgne træer strækker sig mod himlen, som søjlerne i håbets katedral eller de fængselstremmer, der forhindrer én i at leve frit.

Det stærkeste scenebillede er poeten Lenskij, der inden duellen tager afsked med livet og lader sine digte dale som døde blade mod jorden.

Onegin (Jens Søndergaard) fortæller på en alt andet end følsom måde Tanja (Elin Pritchard), at han ikke gengælder hendes følelser. Foto: Anders Bach

Skolet i russisk sjæl

Jens Søndergaards elegante baryton er et perfekt match til den selvbevidste, uheldsvarslende og umådeligt lækre Onegin.

Elin Pritchards varme sopran giver Tanja lige dele piget ynde og følelsesmæssig rutsjetur.

Johanne Højlunds lyse mezzo tilføjer den ubekymrede og lethjertede Olga et forvarsel om den uundgåelige tragedie

Der er russisk melankoli i Dmitri Bashkirov følsomme tenor, der er som skabt til den sværmeriske digter Lenskij - men hvad skal han med en paryk, der ligner en druknet høstak?.

Odense Symfoniorkesters forhenværende chefdirigent Alexander Vedernikov har givet musikerne en ubetalelig skoling i den russiske musiks sjæl. Det kom publikum til gode ved premieren, hvor den noget anonyme dirigent Tecwyn Evans lod orkestret dvæle ekstra i de lyriske passager og strække helt ud i takt med de største følelsesudbrud.

"Eugen Onegin" er ikke en opera, der lever i kraft af voldsomt ydre drama og spektakulære scener. Den Jyske Operas stilistisk enkle opsætning forstærker det uafvendelige og smertelige i fortællingen om menneskeskæbner, hvis følelser og længsler er dømt til at gå fejl af hinanden.

Det smukkeste scenebillede i Den Jyske Operas opsætning af "Eugen Onegin": Inden duellen med Onegin tager poeten Lenskij (Dmitrii Bashkirov) afsked med livet. Foto: Anders Bach
Duellen mellem Onegin (Jens Søndergaard, t.v.) og Lenskij (Dmitrii Bashkirov, i hvidt). Til højre en af sekundanterne (Thomas Christian Sigh). Foto: Anders Bach
Onegin (Jens Søndergaard) trygler Tanja (Elin Pritchard) om at rejse med ham. Fra korridoren lytter hendes ægtemand, fyrst Gremin (Valerian Ruminski). Foto: Anders Bach
Tanja (Elin Pritchard) er nærmest desperat af kærlighed til den mystiske Onegin (Jens Søndergaard, med ryggen til). Foto: Anders Bach
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tunnel bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske land, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce