Annonce
Sønderborg

Opførelse af ny discountbutik i Gråsten trækker ud

Der kommer til at gå et stykke tid, endnu inden man kan handle i en Rema 1000 i Gråsten. Arkivfoto: Morten Pape
Påkrævet ny lokalplan kommer snart i høring og Rema 1000 håber at påbegynde byggeriet tæt ved Ulsnæs Centret inden sommer.

Gråsten: Næsten et år efter, at planen om en ny Rema 1000 tæt ved Ulsnæs Centret blev offentliggjort, ser der ud til for alvor at ske noget.

- Vi har haft et godt samarbejde med politikere og forvaltningen. Vi er vi godt i gang med lokalplanen, som snart kommer i høring. Og så glæder vi os til at åbne butikken senere i år, siger Stephan Sørensen, udviklingschef i Rema 1000.

Lokalplanen skal gøre det muligt at bygge en dagligvarebutik og en butik til udvalgsvarer. Den forventes at komme i offentlig høring i februar.

Repræsentanter for handelslivet i Gråsten-området blandt andet formand for Gråsten Handel, Gunnar Hattesen og brugsuddeler Jesper Thomsen har ellers kæmpet imod.


Der har rigtig nok været en masse lokale interesserer fra personer, som har gjort, at det har taget længere tid end forventet

Stephan Sørensen, udviklingschef i Rema 1000


Også Venstre med byrådsmedlem Daniel Staugaard og Ellen Trane Nørby i spidsen har været imod en udvidelse af Ulsnæs Centret og dermed Rema 1000-byggeriet.

Venstres kvindelige borgmesterkandidat har blandt andet udtalt, at bymidten i Gråsten lider og at udvide centerområdet som aflastningsplads ikke er svaret.

- Der har rigtig nok været en masse lokale interesserer fra personer, som har gjort, at det har taget længere tid end forventet, lyder det fra Rema 1000-chefen.

Klar i slutningen af året

Møblér med Hebru i Gråsten underskrev i marts 2020 en aftale med Rema 1000 om for et uoplyst beløb at købe det 3.000 kvadratmeter store møbelhus.

Rema 1000 fjerner cirka 1000 kvadratmeter af møbelhuset ud mod Egernsund Brovej og Sildekulevej og bygger en ny dagligvareforretning på 1.200 kvadratmeter.

Møblér med Hebru lejer cirka 2.000 kvadratmeter af den resterede bygning samt flytter sit 500 kvadratmeter store lager ind i en nabobygning, der tidligere har huset KFN.

Samtidig bliver der opføres en cirka 500 kvadratmeter ekstra bygning på matriklen, hvor møbelhuset vil sælge forskellige mindre ting og genstande til boligindretning.

- Vi håber inden sommer, at kunne gå i gang med byggeriet. Til november eller december skal den ny butik gerne stå klar til åbning, siger Stephan Sørensen.

Indehaver af møbelhuset Stefan Kristensen har tidligere oplyst, at brugsen i Gråsten har haft mulighed for at købe ejendommen men takkede nej. Kontakten til Rema 1000 blev skabt i 2018.

Norske Rema 1000 råder over mere end 350 butikker i Danmark og har cirka 14.000 medarbejdere. Den har i forvejen to forretninger i Sønderborg samt en i Guderup og Hørup.

Trekantområdet For abonnenter

Sex i en hemmelig verden: Alle slags mænd mødes i skoven - også dem med vielsesring og autostol på bagsædet