14-dages karantæne uden løn. Det er kravet til de kommunale medarbejdere i Tønder Kommune, hvis de tager en tur over grænsen til Tyskland.
Ifølge borgmester Henrik Frandsen (Tønder Listen) gør man bare, som rejsevejledningerne fra Udenrigsministeriet opfordrer til.
- Vi har i Tønder Kommune efterlevet de anbefalinger, henstillinger og retningslinjer, der er kommet. Da Mette Frederiksen lukkede Nordjylland ned, opfordrede hun jo også kraftigt til, at man ikke krydsede kommunegrænserne, og det blev jo tolket som en nedlukning af Nordjylland, siger Henrik Frandsen til Radio4 Morgen.
Henrik Frandsen medgiver, at det er et krav fra kommunens side, at alle kommunale medarbejdere skal gå i selvisolation uden løn i 14 dage, hvis man krydser grænsen. Det blev faktisk allerede meldt ud i starten af november, efter der kom nye rejsevejledninger 29. oktober.
- Vi arbejder med tillid i Tønder Kommune, så når vi melder det her ud til vores medarbejdere, så forventer vi også, at de efterlever det, siger Henrik Frandsen til Radio4 Morgen
Sagen bliver behandlet i kommunalbestyrelsen i aften, men der er et solidt flertal bag beslutningen.
Herunder kan du høre interviewet med Henrik Frandsen, da Radio4 Morgen havde borgmesteren igennem på en telefon.