Annonce
Haderslev

Opfordring: Gå en tur i "Alle Byens Gader"

Her ses Oliver Maarup Jørgensen i Kunsthal 6100, hvor der blev tegnet ind på kortet, hvor Oliver Maarup Jørgensen havde været. Går man Alle Byens Gader, så tilbagelægger man 275 km.Arkivfoto: Michael Mogensen
Oliver Maarup Jørgensen løb i slutningen af sidste år ti ture, hvor han rundt i "Alle Byens Gader", som del af et projekt i Kunsthal 6100. Nu har han lavet et samarbejed med Bevæg dig for livet i Haderslev kommune, hvor opfordringen lyder, at man skal gå en tur i alle byens gader.

Haderslev: Behovet for at komme ud og gå en tur har måske aldrig været større end i denne tid, hvor skoleelever er sendt hjem og mange voksne passer deres arbejde fra spisebordet.

Men kan man blive ved med at finde glæde i at gå den samme tur i sit eget kvarter eller i Dyrehaven - som man plejer - eller har man brug for lidt inspiration.

Hvis man trænger til ny inspiration, så kan man kaste sig over at gå en tur - igennem Haderslevs gader og gyder. Ikke bare nogle af dem, men dem alle.

I november og december 2020 snørede Oliver Maarup Jørgensen løbeskoene og løb på ti dage rundt i alle gaderne i Haderslev. Projektet hed "Alle Byens Gader".

- Jeg løb mellem 17 og 36 km om dagen, siger Oliver Maaruup Jørgensen, der blandt andet er frivillig i Kunsthal 6100, hvor han også efterfølgende fortalte om projektet og de oplevelser, som han fik og mennesker, som han mødte.

Nyt samarbejde

Nu har Oliver Maarup Jørgensen og Gerda Feddern, der er bevægelseskonsulent i Bevæg dig for livet i Haderslev Kommune lavet et samarbejde.

Vil du være med?

I løbet af uge fire kommer der til at ligge kort i Facebookgruppen, der hedder "Bevæg Dig for Livet Haderslev Kommune".

Så kan man printe kortene ud og strege ud, hvor man har været henne.

Oliver Maarup Jørgensen løb ruter på mellem 17 og 36 km, men man kan sagtens dele ruterne op, så de ikke er så lange.

Gerda Feddern og Oliver Maarup håber, at deltagerne i projektet vil skrive om deres oplevelser i gruppen og også meget gerne dele billeder af det, som de opdager eller undrer sig over undervejs.

Når man deler billeder på Facebook eller Instagram, så må man meget gerne tagge dem med #allebyensgader

- Gerda kontaktede mig - og sagde, at Bevæg dig for livet ville gerne gøre noget ekstra her i coronatiden. Konceptet i Bevæg dig for livet er normalt, at man samles en flok og går en tur sammen, men det kan man ikke rigtigt for tiden, siger Oliver Maarup Jørgensen.

Da Oliver Maarup Jørgensen løb Alle Byens Gader var det iført pink strømper. Dengang sagde han til avisen, at det var for, at folk skulle kunne genkende ham.Arkivfoto: Michael Mogensen

Samarbejdet går ud på, at kortene fra Olivers ture rundt i byen bliver lagt ind i Bevæg dig for livets Facebookgruppe - og så er det bare med at printe dem ud komme afsted:

- På den måde bliver vi en slags gåguider, der foreslår ruter. Så kan man enten gøre det sammen et par stykker - eller gøre det selv, siger Oliver, der også vil byde ind med et par fif til ekstra oplevelser eller steder, hvor man kan blive udfordret undervejs.

Håbet er, at kombinationen af Alle Byens Gader og Bevæg dig for livet kan være med til at motivere flere til at komme ud og gå en tur.

- Det kan godt være lettere at komme ud ad døren, når man har et formål, siger Oliver og fortsætter:

- Der er jo ingen, der siger, at man skal gå mere end fem km ad gangen. Man kan gøre det lige som man vil - og dele ruterne op lige som man vil.

Lad det brede sig

Det er i første omgang planen, at det kun er kort fra Haderslev By, der bliver lagt ud i Facebookgruppen, men håbet er, at det lokale projekt vil sprede sig. Ikke kun til resten af kommunen, men også til andre kommuner:

- Vi vil gerne brede det ud til andre byer også og være med til at inspirere Bevæg dig for livet i andre byer. Det kræver bare, at man printer et kort og tegner op, hvor man har været, siger Oliver Maarup Jørgensen.

Selv har han taget noget med sig fra sine løbeture rundt i byen:

- Jeg har lært, at Haderslev måske ikke er så lille, som man ellers kan gå og tro. Bydelene differentierer sig rigtig meget fra hinanden og der er vildt store forskelle. Eksempelvis når man løber i industrikvarteret ved Norgesvej - og der lige på den anden side af krydset ligger Grønlænderkvarteret og en masse nybyggede huse. Det ændrer sig hurtigt - og det tænker man måske ikke over normalt.