Annonce
Billund

Opfordring til at melde sig ud: Venstre vil af med Lars Hansen

Lars Hansen er blevet opfordret af Venstres hovedbestyrelse i Billund Kommune til at melde sig ud. Arkivfoto: Christer Holte
Lars Hansen, der flere gange har stemt imod partilinjen i Venstre i Billund Kommunes byråd, er ikke længere velkommen i partiet. Hovedbestyrelsen har opfordret Grindsted-politikeren til at melde sig ud.

Billund Kommune: Hovedbestyrelsen for Venstre i Billund Kommune vil af med byrådsmedlem Lars Hansen.

I en kortfattet pressemeddelelse skriver bestyrelsen, at den torsdag aften har mødtes til et ekstraordinært bestyrelsesmøde.

Her har bestyrelsen besluttet at opfordre byrådsmedlem Lars Hansen til at melde sig ud af Venstre.

Som begrundelse angiver bestyrelsen kun, at: "Det er bestyrelsens opfattelse, at han (Lars Hansen, red.) modarbejder Venstres interesser. Lars Hansen er orienteret herom. Bestyrelsen forventer, at Lars Hansen følger opfordringen.

Annonce

Stemt imod partilinjen

Lars Hansen har i sin tid for Venstre i byrådet flere gange stemt imod partilinjen.

Det skete senest i maj, hvor der var debat om de såkaldte grundlovsceremonier med krav om tvunget håndtryk. Sammen med Socialdemokratiet, Borgerlisten og Radikale Venstre stemte Lars Hansen imod forslaget, som ellers havde opbakning fra alle andre i Venstres gruppe.

Også i den sidste byrådsperiode stemte Lars Hansen imod partilinjen. Det skete i sagen om sammenlægningen af Stenderup Skole og Søndre Skole til den nuværende Lynghedeskolen. Her havde han selskab af tre andre Venstre-medlemmer: Kristian Nørgaard, Kenneth Storbank og Ulrich Kristensen, som i dag alle er ude af lokalpolitik.

Ulrich Kristensen forlod siden Venstre. Det skete kort tid efter, at han havde kritiseret partiet for for meget topstyring. Han kom kort tid efter ind i Radikale Venstre, som han opnåede genvalg til byrådet med, men han trak sig sidste år fra byrådet på grund tidspres i forhold til eget job.

Kristian Nørgaard sidder nu i stedet for Venstre i regionsrådet, mens Kenneth Storbank ikke genopstillede til valget.

278 stemmer ved valget

Lars Hansen fik ved seneste kommunalvalg 278 stemmer for Venstre. Det var 6. bedst i Venstre i kommunen, og han var den Venstre-politiker fra Grindsted, der skaffede flest stemmer efter borgmester Ib Kristensen.

Lars Hansen er i dag medlem af kommunens magtfulde økonomiudvalg.

Følg vafo.dk i løbet af i dag, hvor vi henter kommentarer fra Venstres hovedbestyrelse og Lars Hansen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce